2022-06-15 14:49:02

Stor Ishøj-profil indstiller karrieren: Er stolt

Ishøj-keeper Thobias Henriksen siger til bold.dk, at han lægger handskerne på hylden efter opgøret mod Brønshøj. Det er vemodigt, men det er også det rigtige.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Thobias Henriksen har oplevet lidt af hvert i løbet af karrieren, og han har blandt andet en stor status i Ishøj.

Når Ishøj løber på banen mod Brønshøj på lørdag i Danmarksserien, bliver det dog målmandens sidste kamp i karrieren. 

Thobias Henriksen, der fylder 33 år i dag onsdag, siger til bold.dk, at han har valgt at lægge handskerne på hylden. Hans knæ har det ikke for godt, og så vil han samtidig have mere tid med familien. 

Han kalder Ishøjs oprykning til 3. division for en perfekt afslutning. 

- Da jeg skiftede til Greve (i november 2020, red.), fik jeg nogle knæproblemer, og jeg var faktisk til behandling to gange om ugen oppe i klubben. Jeg vil påstå, at jeg kun har trænet 20 procent i klubben. Jeg fik en masse tests og behandlinger, men det viste sig så, at jeg havde smadret min højre menisk. Det var så grelt, at jeg ikke kunne opereres for det. 

- Det er simpelthen slitage. Der fik jeg faktisk at vide, at jeg ikke måtte spille fodbold mere. Jeg er selvstændig tømrermester, og det var ikke en god kombination med min fodbold og mit erhverv. Der er også nogle andre overvejelser i det. Jeg har en søn, datter og min dejlige kone, og jeg vil gerne være mere hjemme, siger Thobias Henriksen til bold.dk og fortsætter.

- Min søn er otte år og spiller fire gange om ugen på Elite A, så hans fodbold fylder rigtig meget, og jeg vil være der til alt hans fodbold. Min prioritering er blevet anderledes, fordi familielivet og mit erhverv vejer mest for mig. Mit valg havde ikke været anderledes, hvis jeg stadig kunne spille fodbold, fordi det er en tidsrøver, og nu er det blevet krydret med en oprykning. 

- Det er fantastisk, og så til en række, som jeg aldrig har spillet i. Det er på tide at give faklen videre. Jeg bliver 33 år i dag (onsdag 15. juni, red.), og jeg skal være sammen med min søn, datter og kone. Jeg får smækket nogle kilo på, og så bliver jeg rigtig far, fortæller han med et stort grin.

Er oprykningen til 3. division det perfekte punktum?

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det var den perfekte afslutning, 100 procent. Jeg elsker Ishøj. Jeg var med til at rykke dem i DS (Danmarksserien, red.) som anfører, og nu får jeg lov til at rykke dem op i divisionerne for første gang. Vi er faktisk højere rangerede end Greve og Karlslunde, da de er rykket ned. 

- Det er faktisk kun HB Køge og Hvidovre, som ligger højere end os på Vestegnen. Det er jeg kæmpe stolt over. Nu er det sidste kamp mod Brønshøj på lørdag. Det bliver vemodigt, men det er det rigtige tidspunkt. Der kunne ikke være et bedre tidspunkt end nu. 

Fodbold har været terapi

Henriksen fortæller, at Ishøj gerne ville have beholdt ham, men nu vil han i stedet for fokusere på familielivet og sit erhverv. Det betyder dog ikke, at Henriksen ikke kommer i Ishøj IF mere. 

Han fortæller nemlig, at han kommer til at være tilhænger på lægterne til Ishøjs kampe med familien, og klubben betyder meget for ham. Målmanden ser tilbage på fodboldkarrieren med stolthed.

- Fodbold har været terapi for mig hele vejen igennem, så det har været fantastisk. Jeg er typen, der kunne træne fem gange om ugen. Jeg var en af de første, der kom, og en af de sidste, der gik, en rigtig klubmand, siger Thobias Henriksen til bold.dk. 

Ishøj fører lige nu Danmarksserien Pulje 1 med ni point ned til Greve. Henriksen har blandt andet også en fortid i Greve, BGA, Karlslunde og KB.

3 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce
annonce
annonce
annonce
0