Nicholas Marfelt har tidligere spillet Superliga-fodbold, men i den seneste sæson spillede han Danmarksserie-fodbold i Brønshøj Boldklub.
Fremover står den dog på 3. divisionsfodbold. Marfelt er nemlig skiftet til Ishøj IF.
Backen fortæller til bold.dk, at Ishøj-cheftræner Erdogan Aslans store ihærdighed blandt andet har gjort udslaget for skiftet.
- Jeg har haft nogle snakke med Erdogan (Ishøj-cheftræner Erdogan Aslan, red.), også da jeg stoppede professionelt. Han var hurtig til at tage kontakt, og han har nærmest hørt lidt på status i hvert transfervindue, og om jeg kunne lokkes væk fra Brønshøj. Snakkene med ham har være gode, og jeg har fået et godt indtryk af ham. Det er kun blevet positivt bekræftet, efter jeg tog derud.
- Jeg skulle måske prøve noget nyt. Det er ikke fordi, jeg spiller for at komme op i rækkerne, selvom jeg er taget til 3. division, men jeg havde brug for luftforandring. Jeg har også skiftet bopæl, hvor jeg er flyttet mere sydpå. Det gør det også lidt nemmere.
- Jeg tror også, at mig og Brønshøj havde brug for at sige tak for denne gang. Det bliver måske et på gensyn. Nu må vi se. Jeg var lidt nysgerrig på, hvad Ishøj var for noget, da man har hørt meget, siger Nicholas Marfelt til bold.dk.
Højt niveau
Den tidligere Sønderjyske-spiller håber, at Ishøj IF kan spille sig i top seks, og han er blevet ganske imponeret over 3. divisionsklubbens niveau.
- Det er helt sikkert en spændende trup. Det tekniske niveau er ekstremt højt i forhold til, at det er en 3. divisionsklub. I den seneste sæson så man, at det ikke bare var en oprykker, der var kommet for at rykke ned igen.
- De var kommet for at blive i 3. division. Jeg er selv overrasket over det tekniske niveau. Der er mange spillere, hvor man tænker: 'Hvorfor fanden spiller du i Ishøj? Hvorfor spiller du ikke på højere niveau?'. Det kan der selvfølgelig være andre grunde til, men det er fedt, siger Nicholas Marfelt til bold.dk.
28-årige Marfelt står noteret 63 Superliga-kampe for Sønderjyske, og han kan også skrive et ophold i Sparta Rotterdam på CV'et. Der fik han blandt syv kampe i Æresdivisionen.
Ishøj IF har to point efter de to første kampe i 3. division, og det er nok til en syvendeplads.


CampoBet 3. division
Ishøj IF

































