Den færøske sensation fortsætter.
Mange tabte kæben, da KI Klaksvik slog de ungarske mestre fra Ferencvaros ud af Champions League-kvalifikationen, men nu er det blevet endnu vildere.
Onsdag aften slog KI Klaksvik de svenske mestre BK Häcken ud, og man er dermed sikker på som minimum at komme i Conference League-gruppespillet.
Det er første gang i historien, at et færøsk hold har kvalificeret sig til europæisk gruppespil, så sensation er ikke en overdrivelse i denne omgang.
Danske Claes Kronberg er fast mand for det færøske hold, og han kan næsten ikke få armene ned over den store præstation.
- Det er lidt svært at fatte det endnu.
- Det er fedt i omklædningsrummet lige nu. Der er ikke ret mange steder, der er federe at være lige nu, så det er kanon.
- Hele byen og klubben har drømt om det her. Det har været en ambition, der nok har været lidt urealistisk på nogle punkter, men nu er vi der, og det er vanvittigt.
Hvordan er det at skrive færøsk fodboldhistorie?
- Det er vildt. Det er en lille klub i europæisk sammenhæng, og så er det jo vildt, at vi skal ud at spille gruppespil nu. Vildt, vildt, vildt!
Er det det største i din karriere?
- Det må man sige. Det er det uden tvivl. I pokalfinale i Norge kommer lidt i baggrunden nu, fortæller Claes Kronberg til bold.dk.
‘Journalister fra hele verden ringer’
Efter de flotte resultater er Klaksvik-spillernes telefoner også blevet rødglødende, for fodboldverden har lige pludselig fået interesse for det færøske mandskab.
- Alle kan mærke den ekstra opmærksomhed. Vi har blandt andet en masse norske spillere, der pludselig er blevet interessant igen.
- Vi har en svensk målmand, der er gået fra at være elektriker til pludselig at skulle spille europæisk gruppespil.
-Der er journalister fra hele verden, der ringer til vores spillere, så det koger lidt, fortæller Claes Kronberg.
Nyt brag venter
KI Klaksvik har nu ekspederet de ungarske og svenske mestre ud af Champions League-kvalifikationen, og i næste runde vender de norske mestre fra Molde.
- Lige nu har vi en ny kamp at se frem til, hvor vi også skal prøve at få et resultat, så det er der, ens tanker er nu.
- Vi har en kæmpe gejst og vindermentalitet, som nok er meget anderledes end andre hold. Vi er vant til at vinde, og vi ved, at vi har alt at vinde i de europæiske kampe, og vi har ikke noget at tabe.
- Presset er på modstanderen, og vi ved, hvor gode vi er, når vi står defensivt og kører på kontra, hvor vi kan gøre os selv farlige, fortæller Claes Kronberg til bold.dk.
KI Klaksvik og Molde spiller det første af to opgør tirsdag aften. Kampen spilles i Thorshavn, da Klaksviks stadion ikke er godkendt jf. UEFA's reglement.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

KI Klaksvik
Champions League




































