Søndag går Oddset Pokalen atter i gang, når Kolding drager til Parken for at møde FC København i turneringens kvartfinale.
Det gør de med Jacob Dehn som midlertidig cheftræner, men hovedpersonen selv ser det ikke som en audition til at overtage Lasse Holmgaards plads som permanent cheftræner.
- Nej, det tror jeg ikke (det er, red.). Eller det kan jeg sige med sikkerhed, at det er det ikke, siger Jacob Dehn fast over for Bold forud for det store opgør.
- Det er ikke noget, jeg har fået at vide, og der foregår en grundig rekrutteringsproces, som jeg dog ikke ved så meget om. Jeg forsøger blot at få truppen klar til søndag.
Men hvis muligheden alligevel opstår, så er Jacob Dehn klar til at sige ja.
- Selvfølgelig er jeg interesseret, fordi jeg har ambitioner, og fordi jeg er dygtig og hviler i mig selv.
Artiklen fortsætter efter billedet

Ifølge Bolds oplysninger er Arnar Grétarsson inde i billedet til posten.
Lasse Holmgaard har som cheftræner bragt Kolding til Oddset Pokalens kvartfinale. Jacob Dehn understreger Holmgaards arbejde forud for fyringen i slutningen af november.
- Som jeg har sagt tidligere, har jeg stor respekt for Lasse, og det arbejde han har lavet, men klubben har taget en beslutning, og det respekterer jeg også. Jeg har fået til opgave at gøre truppen klar til de her to kampe. Det er det, jeg koncentrerer mig om.
Bliver en stor oplevelse
Søndag venter Danmarks nationalarena for Jacob Dehn og co., men det fylder ikke meget for den tidligere ungdomstræner i AGF.
Det er blot en kamp som alle andre.
- Det bliver stort, det er helt sikkert. Både for klubben og for spillerne, og det glæder vi os til. Når det er sagt, så er det et fodboldhold ligesom alle andre. Vi har lige haft en kamp mod dem, hvor vi præsterede fint, og det skal vi gøre igen søndag.
- Langt hen ad vejen lykkedes vi med at skabe det kampbillede (i første opgør, red.), vi ville. Men de er effektive, når vi er uorganiseret, og det skal vi have styr på. Vi skal hele tiden være i balance og have styr på tropperne.
Kampen bliver fløjtet i gang klokken 16 søndag, og det bliver som udgangspunkt sidste gang for nu, at Dehn er cheftræner for Kolding.

Kolding IF
Oddset Pokalen






































