I sommer blev Christian Vestergaard solgt fra Kolding IF til AC Horsens.
En rekordhandel i Betinia Ligaen mellem to klubber, men det betød samtidig, at Kolding IF måtte sige farvel til deres anfører.
Men det virkede ikke til at være det store problem i den sydøstjyske klub.
Frem trådte Albert Nørager nemlig, og bindet har siddet på hans venstre arm lige siden sjette spillerunde af denne sæson.
Udover at være den leder, som Kolding IF efterspørger, er hans fodboldmæssige kvaliteter tydelige, og det har fået mange klubber til at vise interesse – faktisk allerede inden han blev udpeget til anfører.
Bold kunne blandt andet fortælle, at Kolding IF afviste et bud fra Sønderjyske i sommer, mens der også var interesse fra udlandet.
Kolding har dog været klare i mælet omkring, at de ville beholde forsvarsspilleren, som også var at finde i startopstillingen i første kamp dette forår mod Lyngby.
Det kunne dog være gået anderledes, fortæller Head of Football i Kolding IF, Niklas Nürnberg.
- Der er ingen tvivl om, at der også var muligheder for at sælge ham i vinterpausen, hvis vi ville det, men det var bestemt ikke interessant for os. Der har her i vinterpausen ikke været konkrete bud. Onde tunger vil måske sige, at vi har skræmt eventuelt interesserede lidt væk, eller i hvert fald sagt, at der skal noget specielt op.
Og netop prisen er Kolding meget stålfaste omkring med tanke på, at man solgte Christian Vestergaard for 7,5 mio. kroner.
- Planen er i hvert fald ikke at sælge ham, og sådan er det jo sjældent med ledere, kulturbærer osv. Det var absolut heller ikke en plan at sælge Christian Vestergaard, men prisen kom op på et niveau, hvor det gav rigtig god mening.
- Med Albert Nørager, skal der også noget specielt til, for at vi siger ja til det. Så det er bestemt ikke noget, vi regner med, kommer til at ske. Vi skal i hvert fald op i et højt prisleje, i forhold til hvad vi også har solgt spillere til over de seneste par år, hvis det skal være aktuelt, siger Niklas Nürnberg til Bold.
Hovedpersonen selv er da også meget bevidst om, at Kolding IF er et sted, hvor den ikke skal sælge, hvis der kommer bud.
- Man skal ikke skifte bare for at skifte, men det skal være noget, som er attraktivt for både mig og klubben, og vi har en rigtig god dialog og en god aftale om, hvornår det er tidspunktet er.
- Jeg tror også, at Kolding er et sted nu økonomisk, hvor man ikke er nødsaget til at sige ja til forskellige ting, men man kan mere selv vælge, og det vidner om, at det er en klub, der er godt stillet, også på de økonomiske linjer, at man har råd til at sige nej, hvis det ikke er det bedste for klubben, siger Albert Nørager til Bold.
Græsset er ikke altid grønnere
Tilbage står der dog en spiller, som givetvis har niveau til mere. Albert Nørager har nået de 26 år, efter han først er brudt sent igennem.
Han forlod barndomsklubben AB i 2023 og har nu været inde i en stor udvikling de seneste tre år.
Men fodboldkarrieren varer ikke for evigt, og hvis man ønsker at rykke sig, er tidspunktet muligvis det rette.
Albert Nørager har over den seneste periode overvejet sin fremtid nøje, og selvom interessen er stor, skal der noget til for at matche tilværelsen i Kolding.
- Som fodboldspiller skal man også huske på, at græsset ikke nødvendigvis altid er grønnere på den anden side. Jeg er utrolig glad for den tillid, jeg mærker, og det skal man selvfølgelig også have med i sin overvejelse.
- I sidste ende handler det også om ens hverdag, og at man skal være glad for at gå på arbejde. Så det er et af de elementer, når man på et tidspunkt skal videre, som jeg vægter højt. At der er et godt miljø, og det er et sted, hvor man kan trives, og man kan have det godt.
Derfor er Albert Nørager også glad ved, at han i udgangspunktet er at finde i Kolding til sommeren.
Men den 26-årige stoppers kontrakt udløber i sommeren 2027, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at han også har drømme for at komme op på et højere plan i sin karriere.
- Hvis der er én ting, jeg har lært i de her år, er det, at det kan gå rigtig hurtigt begge veje, og i sidste ende vil jeg bare gerne nå op på så højt niveau som muligt, indtil det er slut.
- Det kunne godt være Superligaen, men det kunne også være andre steder, og selvfølgelig har jeg også en drøm om at spille i udlandet. Nu har vi en rigtig dygtig målmand, som vi solgte til Japan, så det er vildt at se, hvor internationalt det er blevet i 1. division, så det kunne selvfølgelig også være en mulighed. Der er lige nogle mennesker i mit bagland, jeg skulle koordinere med, men det kunne også være fedt, for oplevelser er også en af de ting, som fodbold kan give én, afslutter Albert Nørager.
Til en start gælder det for Albert Nørager og co. om at komme i top-6 af Betinia Ligaen. De indtager en aktuel syvendeplads med tre runder tilbage af grundspillet.

Superliga-profiler siger farvel
Hattrick | Afsnit 81Real Madrid kaldte tirsdag aften til et højst usædvanligt pressemøde med Florentino Pérez efter dage med kaos, rygter og massiv uro omkring den spanske storklub.
Læs mere
Kolding IF
Betinia Liga


































