Freyr Alexandersson blev tidligere i december fyret som cheftræner i KV Kortrijk.
Det betød, at assistenttræner Jonathan Hartmann også forlod den belgiske klub, og nu er det altså helt slut med dansk islæt i KV Kortrijk.
Thomas Kjærbye fortæller til Bold, at han har valgt at stoppe som performance manager i klubben.
- Klubben var glad for vores samarbejde, og min position i klubben lader til at være et tiltag, som de gerne ser fortsætte.
- Der var derfor som sådan ikke lagt op til en afsked fra deres side, men da vi tog den åbne snak om alt efter Freyr og Jonathans afsked, blev det også klart for mig, at klubben som sådan ikke ville kæmpe for, at jeg blev.
Dermed kom Thomas Kjærbye frem til, at han også måtte forlade KV Kortrijk.
- Så afskeden er kommet efter en analyse fra min side om, at de samtaler, jeg har haft med klubben, ikke har ført de svar med sig, som jeg havde håbet på.
Her tilføjer Kjærbye, at det blandt andet var ting som udvikling af klubbens setup og dagligdagen for spillerne, mens at privatlivet også havde noget at sige.
Vil gerne følge Freyr
Dermed står Thomas Kjærbye uden job.
Det blev kun til et halvt år i KV Kortrijk, efter at han forlod rollen som fysisk træner i Lyngby Boldklub for at følge Freyr Alexandersson.
De to arbejdede også tæt sammen hos de kongeblå, og det kan meget vel blive alle gode gange tre.
Vil du gerne med Freyr Alexandersson videre, når han lander et nyt job?
- Da jeg forlod en god position i Lyngby Boldklub for at tage til Kortrijk uden min familie, så vidner det om både høj faglighed samt værdimæssig genkendelse fra min side i forhold til Jonathan og Freyr, og jeg vil meget gerne arbejde mere sammen med dem.
- De giver meget, og jeg tror også, jeg gør dem bedre på forskellige områder.
Men der er dog noget, som kan stå i vejen for, at trioen fortsat kan arbejde sammen i fremtiden.
- Når det er sagt, er min situation og position lidt anderledes, og da jeg ikke blev fyret med løn, ved jeg ikke, om jeg har mulighed for at vente til, at et spændende projekt dukker op for de to og derefter høre til muligheden for at kunne joine dem.
- Så jeg må også opsøge mine egne muligheder.
Frisk på nyt eventyr
Thomas Kjærbye har prøvet lidt af hvert gennem sin karriere.
Han har været forbi FC København, FC Midtjylland, FC Nordsjælland og Lyngby i forskellige roller, mens han også har været en del af Tanzanias landshold.
Nu går han så en uvis fremtid i møde, men han er klar på at tage endnu en tørn uden for landets grænser.
- Jeg vil meget gerne fortsætte i udlandet, hvis det kan lade sig gøre. Jeg elsker det, men det er også et svært marked at træde ind på uden stærke relationer, der kan anbefale en.
- Det er udfordrende og givende på så mange områder, og jeg vil gerne give min familie en mulighed for at komme ud af Danmark i en periode igen fra sommeren 2025, hvis det er muligt – det var vores oprindelige plan.
Trods den korte tid i belgisk fodbold har Kjærbye også fået indsamlet vigtig erfaring, og det kan blive afgørende for det næste skridt.
- Jeg er blevet klogere på min research af de mennesker, jeg gerne vil arbejde med og for, men det kan sagtens vise sig, at det bedste for os ligger i Danmark. Det må tiden vise, siger Thomas Kjærbye til Bold.
Bold har også talt med Freyr Alexandersson om afskeden med KV Kortrijk, som ikke endte på samme måde som Thomas Kjærbyes.


Kortrijk
Jupiler Pro League



































