- Dette er ikke kunstskøjteløb, vi kæmper for et resultat. Vores hold klarede sig igennem og fortjener ros.
Sådan lød det fra den kroatiske landstræner, Zlatko Dalic, efter den kroatiske offensiv havde modtaget kritik efter sejren i ottendedelsfinalen mod Japan.
Det er dog ikke en udtalelse, som er faldet i god jord hos det kroatiske skøjteforbund, da de mener, at det er respektløs og upassende at snakke sådan om en sport, som er blandt de sværeste overhovedet.
Den besked er også nået frem til Dalic i Qatar, og derfor var han på torsdagens pressemøde ude og undskylde.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg undskylder, hvis nogen blev fornærmet. Jeg mente ikke noget med det. Det er en vanskelig sport, fordi det kunstneriske indtryk også vurderes.
- I fodbold er det ikke på den måde. Det er derfor, jeg sagde, at kun resultatet betyder noget, og at det ikke er ligesom kunstskøjteløb, hvor vi ville få point for stil, siger Zlatko Dalic ifølge Sportske.
Den kroatiske landstræner har dog også andet at tænke på i denne tid, da han fredag sammen med resten af det kroatiske mandskab står over for Brasilien i VM-kvartfinalen.
Her er der kampstart mellem de to mandskaber klokken 16:00.