Mechelen er onsdag blevet ramt af en tragisk nyhed, da deres midtstopper Rick van Drongelen var involveret i en bilulykke.
På vej til træning kørte Van Drongelen nemlig galt i et uheld, som også involverede en anden bil. Her endte føreren med at miste livet, meddeler Mechelen.
- Vi vil gerne udtrykke vores medfølelse med ofrets familie. Vi erfarede, at ulykken skete i morges, da Rick var på vej til træning. Rick blev selv kørt på hospitalet.
- Ved første øjekast ser hans skader ikke ud til at være så slemme, men yderligere lægeundersøgelser skulle give klarhed, udtaler sportsdirektør Tom Caluwé til klubbens hjemmeside.
Mechelen meddeler desuden, at detaljerne omkring ulykken endnu ikke er klarlagt. Det hollandske politi har dog indledt en efterforskning.
23-årige Rick van Drongelen er i denne sæson udlejet til Mechelen fra Union Berlin.
Han har tidligere i sin karriere været forbi klubber som Sparta Rotterdam og Hamburger SV.


Mechelen
Jupiler Pro League


































