Danske Riza Durmisi er fortsat ejet af italienske Lazio, som han har kontrakt med frem til næste sommer.
Det har dog efterhånden stået klart længe, at den danske venstreback så ud til at være fortid i klubben, og efter et lejeophold i Holland hos Sparta Rotterdam i foråret med en del spilletid, lignede det heller ikke en svær sag.
For nuværende har danskeren dog endnu ikke fundet sig en ny arbejdsgiver, men ifølge det italienske medie Cittaceleste træner Durmisi nu for sig selv i Formello for at få et skifte til at ske.
Artiklen fortsætter efter billedet

Lazio skulle ifølge mediet ønske en pose penge for danskeren, som det imidlertid ikke lader til, at nogle klubber er villige til at betale.
Derfor skulle det mest sandsynlige være, at kontrakten ophæves, så Lazio omvendt ikke skal betale løn et helt år mere samtidig med, at Durmisi er fri til at skrive kontrakt med interesserede klubber, uden de skal købe ham fri.
Durmisi har siden sit skifte til Lazio tilbage i 2018 spillet 19 kampe for klubben.