På søndag kan Leicester rykke ud af Premier League.
Klubben har to point op til Everton på den anden side af nedrykningsstregen, og holdets chancer for overlevelse er derfor ikke særlig gode.
Leicester kan dog overleve, hvis de vinder over West Ham, og Everton taber point mod Bournemouth på søndag.
Dean Smith, der er træner for Leicester, fortæller inden kampene, at holdet kun vil koncentrere sig om sit eget opgør.
- Vi kan kun gøre, hvad vi selv kan for at hjælpe vores hold med at få et resultat.
- Man er nødt til at spille sin rolle, og så er vi afhængige af, at andre hjælper os. Men nu skal vi bare tænke på os selv. Det er egentlig et ret simpelt budskab, siger Dean Smith ifølge BBC.
Artiklen fortsætter efter billedet

Selv om klubben er pisket til sejr for overlevelse, vil Dean Smith ikke gå alt for offensivt til værks.
- Man går ind til hver kamp og forsøger at vinde den fra første minut, men man er nødt til at finde den rette balance.
- Man skal sørge for ikke at være for åben, men vi er nødt til at score et mål, ellers kan vi ikke vinde kampen, så vi er nødt til at forsøge at skabe muligheder, siger Dean Smith ifølge BBC.
Leeds har også stadig chancer for overlevelse, da holdet har samme pointantal som Leicester.
Holdet har dog en dårligere målscore og skal møde Tottenham i sin sidste kamp.