



Darwin Nunez så stærk ud, da Liverpool vandt Community Shield lørdag aften.
Den uruguayanske angriber kom på banen til de sidste 30 minutter af opgøret, og her var han både involveret i Liverpools anden og tredje scoring, som betød, at sejren kom i hus.
Nunez skaffede således et straffespark, da hans hovedstødsforsøg ramte Ruben Dias' hånd, og kort før slutfløjt cementerede han sejren ved at score sit første officielle Liverpool-mål.
Det var tydeligt at se, at målet betød meget for angriberen, der gennem Liverpools preseason har været udsat for tvivl fra diverse fodboldfans.
Videoer fra træning samt aktioner i holdets træningskampe har fået folk til at dømme Nunez som et dårligt køb, og det er ifølge Jürgen Klopp en skidt tendens, der hersker i nutidens fodboldverden.
Det fortalte han på pressemødet efter lørdagens Community Shield-triumf.
- Vi lever i en verden, hvor alle bliver bedømt ved første øjekast, og selv om det ikke er til gavn for nogen, sker det hele tiden, sagde han ifølge Sky Sports og fortsatte.
- I vores første kampe i preseason var vi ikke i nærheden af at være på samme fysiske niveau, som vi er nu. Og da han (Nunez, red.) så kom på banen, forsøgte spillerne hele tiden at sende ham i dybden.
- Det resulterede i, at han var helt færdig efter sit tredje løb, og så begyndte folk at kritisere ham for hans førsteberøringer og så videre.
- Det er en joke, men vi er nødt til at leve med det. Han skal nok håndtere det på en god måde. Vi er alle sammen tålmodige på hans vegne, for vi ved, at han kan udrette store ting for os, afsluttede Klopp.
Liverpool vandt lørdagens kamp med 3-1 over Manchester City.
21 kommentarer
Han så rigtig fornuftig ud i går i de minutter han fik!
Jeg har selv et soft spot for Liverpool, så jeg håber, at han bliver en succes, og det tror jeg sådan set også, men jeg synes, at det er lidt overilet, hvis folk falder ned af stolen over Nunez´ debut i går.
At man brænder et par chancer er ikke så afgørende i det lange løb.
Jeg skal lige være med på, hvor i mit indlæg jeg insinuerer andet? Jeg skriver sågar, at jeg tror, han bliver en succes.
Hvis du læser min kommentar igen, så tror jeg også, at du vil se, at den handler om debuten og hypen omkring den.