3F Superliga -Fra Serie 2 til toppen af Superligaen
2017-04-28 07:30:01
Foto: Jan Christensen / Getty Images

Fra Serie 2 til toppen af Superligaen

Lyngbys Jeppe Kjær, Lasse Fosgaard og Jesper Christjansen har haft en lang vej til succes og kan berette om kriser og op- og nedture i vejen fra Serie 2 til Superligaen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Oprykkerne fra Lyngby har haft en flot sæson i Superligaen, hvor holdet overraskede de fleste og kom i mesterskabsspillet.

Lyngby-truppen består af adskillige spillere, hvis karriereforløb har været ganske usædvanlige sammenlignet med de fleste andre Superliga-klubber, da mange af spillerne i truppen har spillet størstedelen af karrieren i 1. division, mens flere spillere også har spillet i 2. division og lavere rækker.

11 af Lyngbys spillere har i denne sæson spillet i Superligaen for første gang i karrieren, og især for tre af spillerne var debuten i premieren mod FC København i Telia Parken i juli meget speciel.

Jeppe Kjær, Lasse Fosgaard og Jesper Christjansen spillede således forholdsvist sent i karrieren deres første Superliga-minutter nogensinde i 3-0-nederlaget til FCK - Kjær som 30-årig, Fosgaard i en alder af 29 og Christjansen som 28-årig.

I forbindelse med, at Lyngby søndag gæster FC København i Telia Parken igen, har bold.dk talt med angriberen, kantspilleren og midtbanespilleren om deres valg, fravalg, kriser, tvivlen på egne evner og det endelige gennembrud.

I tre artikler de kommende dage kan I blandt andet læse om Bo Henriksens vigtige indflydelse, at kombinere fodbolden med et job som murer og overvejelser om et karrierestop.

Hverken Kjær, Fosgaard eller Christjansen har ungdomslandskampe på CV’et, og kun Christjansen nåede i få år af ungdomstiden at spille i en af de store danske klubber.

I denne del kan man læse om de første år af spillernes tid som fodboldspillere, om at blive vraget fra unionshold og at blive tvunget til at starte helt fra bunden.

For Rødovre-drengen Lasse, som er født i 1986, startede seniorkarrieren i Serie 2, da han var 16 år, og det gik med langsomme skridt i den rigtige retning for den yngste af tre fodboldgale brødre.

Fosgaard:

- Da jeg var dreng, spillede jeg i Rødovre i alle årene minus to år, hvor jeg lige var i Ølstykke. Vi havde et rigtig godt hold i Rødovre, og vi blev danmarksmestre i omkring 1996. Vi havde nogle virkelig dygtige spillere, som dog ikke nåede så langt som senior, og så havde vi også Mike Jensen, som var to år yngre end os, men god nok til at spille med på holdet.

- Jeg gik i skole med alle dem, jeg spillede på hold med, så vi var sammen hele tiden. Jeg er jo fra dengang, hvor der ikke var så mange computere og den slags, så vi spillede fodbold hele tiden, nærmest hele døgnet rundt, så vi var sammen konstant.

- Vi var gode venner, og der var en sund konkurrence og ikke nogen, som gik med følelsen af at være bedre end de andre. Selvfølgelig var der nogen, som scorede flere mål end andre, men vi spillede jo på det samme hold alle sammen, så der var intet bevis på, at man var den bedste.

- Men da vi blev så gamle, at der skulle til at udtages unionshold, kom min første store nedtur. Jeg kunne se syv af mine holdkammerater komme på holdet, men blev ikke selv udtaget, og så var der pludselig nogen, der fik et bevis på at være bedre end os andre. Alle mine bedste kammerater blev udtaget den dag, mens jeg ikke selv blev, så jeg stortudede hele vejen hjem på cykel.

- Jeg fortsatte i Rødovre med de samme spillere, men vores ungdomshold var så ikke så godt, og jeg blev som ynglinge rykket op på vores 2. seniorhold i Rødovre. Jeg var 16 år, da jeg begyndte at spille Serie 2 som senior, så vejen til Superligaen har været lang, siger Fosgaard.

Kjær:

Ligesom Fosgaard nåede en ung Jeppe Kjær også at komme til unionssamling. Men den lille angriber, som er vokset op i Osted på Vestsjælland, led samme skæbne som den et år yngre Fosgaard.

- Som ungdomsspiller var jeg til noget samling et par gange som 15-16-årig, men det var en ret stærk årgang (1985, red.) med Cagara, Absalonsen, Lorentzen, Richter-brødrene og andre dygtige spillere, så jeg kom ikke videre til selve holdet, forklarer Kjær.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg nåede på et tidspunkt til en enkelt træning i Brøndby, da jeg var ynglinge. Den tidligere Brøndby-angriber Ruben Bagger boede i Osted, og min gode kammerat var ven af Baggers familie, så han fik arrangeret, at jeg kom ind til en prøvetræning på deres ynglingehold.

- Jeg var der kun én gang og kunne mærke med det samme, at det ikke var noget for mig. Stemningen i omklædningsrummet var ikke så god. Det var meget konkurrencepræget, det var jeg slet ikke vant til, og det var ikke rart at være derinde. Folk talte ikke med hinanden, mens jeg selv var vant til at komme fra et meget socialt omklædningsrum, så sådan en forandring var jeg ikke klar til.

- Jeg var lige startet på 1.G i Gymnasiet og følte mig slet ikke parat til at skulle tage til Brøndby fire-fem gange om ugen og samtidig ikke have det sjovt. Dengang gik jeg på gymnasiet og drak jeg mig fuld med vennerne hver fredag, mens jeg spillede i Sjællandsserien om lørdagen, og det havde jeg det rigtig godt med. Dengang tænkte jeg slet ikke på Superligaen.

Christjansen:

Jesper Christjansen, som er født i 1987, boede og spillede som ungdomsspiller i Skovlunde.

Midtbanespilleren nåede også til en unionssamling, men kom heller ikke på holdet. Han blev dog scoutet som ungdomsspiller og nåede til Brøndby, hvor han spillede under Tom Køhlert.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg nåede som ung til en enkelt samling, men jeg kom aldrig videre. Det var da stort at komme til samlingen, men jeg hørte aldrig noget bagefter, og der var ingen fra vores hold, som kom på holdet, kan jeg huske, siger Christjansen.

- Det var en mærkelig træning. Vi spillede bare 11 mod 11, og jeg følte ikke, jeg var helt vildt god, så jeg kunne ikke se, hvorfor de skulle ringe til mig. Da jeg blev ynglinge, var der så en Brøndby-scout, som så mig en dag og inviterede mig derud.

- Brøndby var noget helt andet, end jeg havde prøvet før. Jeg havde nogle venner fra Rosenhøj, der spillede i klubben, blandt andet Martin Spelmann, så der var et par stykker, jeg kendte i truppen, men konkurrencen på holdet var helt vild, og i starten handlede det for mig bare om at overleve det.

- Jeg blev ikke decideret hentet ind til truppen, men blev bare inviteret ind og skulle så overbevise dem om, at jeg var god nok til at være med. Jeg havde ingen idé om, hvorvidt jeg var god nok, men jeg forsøgte bare at gøre det så godt som muligt til træning, og jeg endte med at blive en del af truppen.

- Jeg spillede der i to år som ynglinge og sluttede som anfører og blev også årets spiller, så det så pludselig ret lovende ud. Efterfølgende kom nogle af os videre op i U21-truppen, som var andetholdet til Superliga-holdet, så man vidste godt, at Superliga-debuten var en mulighed, og det var selvfølgelig noget, alle gik efter.

Skade og farvel til Køhlert gjorde det svært

Jesper Christjansen nåede at komme med i en trup til en Superliga-kamp og var tæt på at få sine første minutter i landets bedste række.

Debuten glippede, og siden gik det ned ad bakke.

- Det var sidste hjemmekamp inden vinterpausen (Brøndby-AC Horsens 3-0 i november 2007, red.), vi havde én udskiftning tilbage, og jeg var ret sikker på, at jeg skulle ind. Det var Tom Køhlert, der var træner, og vi førte 3-0, så det var et helt perfekt tidspunkt at skifte en ung debutant ind. Men han skiftede i stedet Ruben Bagger ind, fordi det var hans sidste kamp på hjemmebane. Det var meget skuffende, men som han sagde til mig, skulle der nok komme en masse Superliga-kampe til mig, og det troede jeg jo på.

- Men Køhlert stoppede ikke så længe derefter, og da jeg samtidig blev småskadet, røg jeg lidt bag i køen. Desuden kom der nogle talentfulde 89’ere op, som Daniel Stenderup og Pierre Kanstrup, og så var jeg pludselig allerede lidt for gammel og fik ikke rigtig chancen.

- Køhlert troede på mig, og det er nok ret sandsynligt, at mit karriereforløb havde været helt anderledes, hvis han var blevet som cheftræner i klubben. Men man må også bare huske på, at der er et helt andet pres i Brøndby end i stort set alle andre klubber i Danmark, og måske var jeg ikke klar til det dengang.

Christjansen, som på det tidspunkt var 19 år, forklarer, at træningerne på U21-holdet var på usædvanligt højt niveau, og at han i Køhlert havde en træner, som virkelig troede på ham.

Christjansen vil dog ikke sige med sikkerhed, at han havde fået sit gennembrud i Brøndby, selvom Køhlert var blevet på cheftrænerposten.

- Jeg vil slet ikke sige, at det kun skyldes, at han stoppede, at jeg ikke slog igennem, og jeg er egentlig meget glad for, at det gik, som det gjorde, for jeg er mere mig selv nu.

- Havde jeg først smagt succesen og fået debuten, havde jeg nok været helt oppe at flyve, og så havde det måske været meget svært at komme op igen, hvis man efterfølgende kom langt fra holdet. Og det ville jeg meget muligt komme til, da jeg som sagt ikke følte mig helt parat til det.

- Der findes talent, der findes vilje, men held spiller også en stor faktor. Jeg erkender, at jeg nok manglede noget i forhold til Superligaen, men jeg husker også, at Superliga-truppen på et tidspunkt havde nogle skader, så de skulle bruge nogle spillere fra vores U21-hold til træningen. Jeg var en af dem, som skulle derop, men jeg blev skadet, og så valgte de nogle andre i stedet, og så fik jeg aldrig chancen igen.

Kjær:

Jeppe Kjærs karriere var meget sen om at komme i gang. Kjær drømte som de fleste andre om en stor fremtid, men havde i de første seniorår ikke de store ambitioner og tog derfor ikke fodbolden seriøst.

Efter en alvorlig knæskade kom Kjær i gang, og så gik det pludselig stærkt.

- Jeg spillede på et ynglingehold, som blev nedlagt, og jeg blev derfor rykket op som senior i FC Lejre, som jeg spillede i, fordi klubben var fusioneret med Osted. Der spillede jeg i Sjællandsserien og Serie 1, inden jeg som 18-årig rev korsbåndet over i en soloulykke. Det betød ikke så meget for mig, for fodbolden var ikke så vigtig dengang.

- Jeg begyndte at genoptræne på det lokale plejehjem med nogle ældre mennesker i Osted, det var en lidt speciel oplevelse. Jeg arbejdede samtidig som pædagogmedhjælper, og jeg kan huske, at jeg allerede tre måneder efter operationen begyndte at spille fodbold med ungerne. Nogle gange gjorde det lidt ondt, og det var nok ikke ligefrem det smarteste at gøre, men det betød ikke noget dengang.

- Jeg havde en god genoptræning og var kun ude i et halvt år, hvorefter jeg spillede en enkelt halvsæson, hvor jeg gjorde det godt og lavede rigtig mange mål. Der var en del klubber, som begyndte at ringe til mig, og så begyndte det at gå op for mig, at jeg nok skulle til at tage det lidt seriøst. På det tidspunkt var jeg 20 år.

Tæt på Lyngby

- Jeg kom til samtale i Lyngby hos Johan Lange, som nu er i FCK, men var også til et møde med FC Roskilde, og Roskilde lød mest tiltalende for mig. I Lyngby skulle jeg ikke indgå i førsteholdstruppen fra start, men dét var idéen med mig i Roskilde, og det virkede mere til, at Roskilde havde en plan for mig.

- Martin Jungsgaard var træner og præsenterede et rigtig spændende projekt for både mig og klubben. Jeg startede så op i Roskilde, hvor det også passede godt med mit privatliv. Jeg flyttede godt nok til København og startede på CBS, men den hverdag fungerede rigtig godt for mig.

- I Roskilde spillede vi i min første sæson i 2. division, hvor jeg blev nummer to på topscorerlisten, mens vi rykkede op i 1. division, hvor jeg så også blev nummer to på topscorerlisten. Det var nogle gode år, jeg havde i den tid.

- Jeg faldt hurtigt ind i spillet og tempoet i de rækker, selvom jeg aldrig havde spillet der før. Jeg havde nogle forcer, især min hurtighed, som var ret vild. Jeg var hurtigere dengang, end jeg er i dag, og jeg havde som regel følelsen af, at jeg bare kunne sætte en mand af ved at tage et træk uden om ham og løbe forbi.

- I Roskilde begyndte jeg at leve mere professionelt. Fodbold fik bare en større betydning for hverdagen og blev i højere grad det, jeg stod op for om morgenen. Jeg ændrede min kost, begyndte at styrketræne, så videoklip af mine kampe og tænkte fodbold, når jeg var derhjemme. Det blev i det hele taget en større del af hverdagen.

- Det gik op for mig, hvor meget det betød for kampene, hvad man gjorde uden for træningerne og kampe. Man var nødt til at tænke og leve fodbold hver dag hele tiden. Hvordan man spiser, hvordan man træner, hvordan man restituerer. Det er kommet i bidder hen ad vejen, men for mit vedkommende startede det professionelle liv dér.

Fosgaard:

Efter et par sæsoner på andet- og førsteholdet i Rødovre, søgte Lasse Fosgaard videre til Avarta, hvor hans storebror Anders allerede var på holdet.

Fosgaard rykkede til Avarta med en beskeden forhåbning om at få spilletid i 2. division, men trods en nedrykning til Danmarksserien skulle kantspilleren hurtigt vise sig at have niveau til mere.

- Vi var flere unge, som spillede sammen på Rødovres andetholdet i Serie 2, og jeg udviklede mig meget fysisk på det hold. Jeg spillede på holdet i et halvt år, så blev jeg rykket i førsteholdstruppen, som spillede i Københavnerserien. Der gik det også godt, og derfor rykkede jeg til Avarta.

- Som ungdomsspiller spillede jeg på et hold, hvor virkelig mange spillere blev udtaget til diverse unionshold for KBU, landsholdene og så videre, men jeg blev aldrig udtaget til noget af det. Jeg vil ikke sige, at jeg mistede troen på, at jeg kunne blive til noget, men der var ingen logisk grund til at tro på, at jeg var specielt god, når jeg aldrig var blevet udtaget til noget eller haft bud efter mig. Derfor var det også stort for mig at få chancen for at komme på et hold i 2. division.

- Det var ikke sådan, at de kom og hentede mig, jeg skiftede selv dertil over vinteren. Der lå de til nedrykning fra 2. division, og drømmescenariet dengang var bare at komme i truppen. Da jeg kom til Avarta, var der 25 til træningen, og det skulle skæres ned til en trup på 18 mand, så bare at komme i truppen ville være kæmpe stort.

- Jeg endte med at komme i truppen, men Avarta endte også med at rykke ned i Danmarksserien. Jeg nåede at starte inde et par kampe i 2. division, men efter vi rykkede ned, blev jeg mere en fast del af holdet og startede meget inde. Jeg blev bedre og bedre under meget frie rammer.

- Den tid kan slet ikke sammenlignes med, hvad de fleste unge spillere med bare en smule talent prøver i dag. De får jo meget specifik træning og kommer ind omkring samlinger og ungdomslandshold. Jeg udviklede mig af at træne og spille kampe - ofte mod spillere, som var stærkere end mig, og det var vigtigt for min udvikling, at jeg i den tid spillede så mange kampe på et relativt højt niveau.

Nej til Superliga i Jylland

Fosgaard havde stor succes i Avarta, og de flotte præstationer gjorde ham til en eftertragtet herre, og allerede dengang var der begyndende interesse fra Superligaen.

Han følte dog ikke, at springet til Superligaen i en klub på den anden side af Storebælt var det rigtige, men blev derimod solgt, da Bo Henriksen præsenterede sit projekt i Tingbjerg.

- Jeg spillede i Avarta i nogle sæsoner, og der gik det så godt, at der begyndte at komme interesse fra Superligaen. Det var ikke sådan, at der stod klubber klar med kontrakter, men der var mange klubber, som ville have mig til prøvetræning - specielt jyske klubber. Jeg tog aldrig til prøvetræning, selvom det selvfølgelig var i mine overvejelser, og det skyldtes nok, at Bo Henriksen henvendte sig til mig.

- Han solgte fuldstændig sin idé til mig, og efter at have tænkt lidt over det, var jeg ikke rigtig i tvivl. Jeg talte meget om det med min far, som selv har været professionel, og han mente også, at Brønshøj, som også lå i 2. division, var det rigtige skridt at tage. Jeg kunne blive i København, og skridtet opad i forhold til Avarta var ikke så stort igen, men jeg kom stadig tættere på Superligaen.

- Da jeg var i Avarta, nåede jeg for første gang at tænke, at jeg måske kunne drive det til noget, så det var logisk for mig at skifte, og det gik også rigtig godt i Brønshøj fra start. Jeg blev hurtigt en profil, og så begynder man efter kort tid at hige efter mere, og ambitionsniveauet rykker sig hurtigt. Det skulle også vise sig at være et godt skifte for mig, siger Fosgaard.

Christjansen:

For 21-årige Jesper Christjansen var der ikke udsigt til at slå igennem i Brøndby, så han afsøgte i stedet mulighederne for at komme til en klub i 1. division.

Det blev til konkrete forhandlinger med to klubber, og han valgte i januar 2009 at tage turen til LFA, og opholdet i Falster blev starten på en turbulent tid, hvor Christjansen skiftede fra Brøndbys U21-hold til Falster og via Frem til Hvidovre på bare halvandet år.

- Jeg ville gerne spille i 1. division, og jeg var forbi Roskilde, men jeg følte ikke rigtig, at det var attraktivt nok for mig. De kunne tilbyde mig flere penge i LFA, og jeg vil ikke lyve om, at det selvfølgelig betød noget. Det gør det for alle fodboldspillere. Det var ikke den fedeste tid, at man skulle ligge og køre så langt, men det gav mig noget.

- Jeg kom fra Brøndbys andethold, så der var ikke rigtig nogen, som vidste, hvem jeg var. Men jeg gjorde det godt i LFA, og jeg var der kun i et halvt år, og så rykkede jeg videre. Jeg fik følelsen af, at jeg kunne være med og havde niveau til 1. division, og så ville jeg finde en ny klub i den række. Jeg kom så til Frem, som også lå i 1. division, men de gik konkurs, og så måtte jeg videre igen, så det var lidt kaotisk.

God halvsæson og endnu et skifte

Efter konkursen forlod Christjansen Frem og rykkede til Hvidovre. Her var han i sin første sæson med til at rykke ned i 2. division, men trods nedrykningen blev Christjansen i klubben og havde en god sæson i landets tredjebedste række.

- Dengang havde jeg absolut ikke brug for at skulle rykke ned fra 1. division til 2. division, men set i bakspejlet var det måske fint nok, da jeg fik en chance for at vise, at jeg nok var lidt for god til at spille i 2. division, og efter det første halve år stod der jo også en række klubber, der ville have mig.

- I 2. division var både holdet og jeg godt kørende. Vi vandt nærmest alle kampe, og jeg scorede mange mål i den halvsæson, så det var en rigtig fed tid, selvom jeg godt vidste, at det ikke var på højeste niveau. Min første tid som senior havde først været svær og derefter kaotisk, og nu fik jeg endelig en periode, hvor det sportsligt gik rigtig godt, og det var en meget vigtig tid for min karriere, siger Christjansen, som i 2. division scorede syv mål i efteråret 2011.

- Alle spillere vil gerne spille Superliga fra start til slut, men i den sæson accepterede jeg, at min karriere ikke ville komme til at gå på den måde. Det er noget andet at spille i 1. division og 2. division. Man må ikke være i tvivl om, at alle spillere har ambitioner, men det er samtidig meget hyggeligt at spille fodbold i de rækker, og der er slet ikke det samme pres, som der er i Superligaen.

- Når man løber og spiller fodbold i Hvidovre i 2. division, går man ikke med tanken om, at man inden for få år spiller fast i Superligaen - den drøm er lidt langt væk på det tidspunkt.

- Jeg har altid drømt om Superligaen, og det har vel også været min ambition, men der har været flere gange, hvor jeg har tænkt, at jeg nok aldrig ville nå det. Jeg har aldrig givet op, men der har været perioder, hvor jeg har troet mere på det end andre, og jeg har da tænkt tanken flere gange, om jeg bare skulle affinde mig med aldrig at spille højere end i 1. division og 2. division.

Kjær:

Efter fem sæsoner i FC Roskilde tog Jeppe Kjær endelig skiftet til en anden klub, da han rykkede nogle på kilometer mod sydøst og HB Køge.

Han erkender, at skiftet nok kom for sent, og at han burde have rykket nogle år tidligere, hvis han skulle have fået mere ud af karrieren.

- I dag kan jeg godt se, at jeg kunne have gjort mere for at få gennembruddet tidligere. Jeg var 22, da jeg forlængede anden gang med Roskilde, og det skulle jeg nok ikke have gjort, hvis jeg skulle have kommet tidligere i Superligaen og nået endnu længere.

- Jeg havde ikke nogen agent dengang, så jeg ved ikke så meget om, hvorvidt der var andre muligheder, da jeg stod ret alene omkring den forlængelse. Jeg havde en underlig fornemmelse, efter jeg havde forlænget, for jeg følte egentlig ikke, at det var det rigtige, men blev overbevist af andre om, at jeg skulle gøre det. Hvis jeg skulle have nået endnu længere, skulle jeg ikke have forlænget dér, men skulle have ladet kontrakten løbe ud.

Fortryder du forlængelsen?

- Jeg fortryder det ikke, for sådan noget skal man ikke bruge tid på, da man lærer meget af sine fejl. Men hvis jeg kunne lave det om, så ville jeg gøre det. Jeg havde leveret godt for klubben i tre år, havde alderen til at prøve noget nyt, og det skulle jeg nok have gjort.

- Havde jeg stået som transferfri som 22-årig, hvor jeg i tre sæsoner havde scoret mange mål i 2. division og 1. division, så havde klubberne nok stået klar, men nu hvor jeg forlængede med tre år, skulle jeg købes fri, og det minimerede uden tvivl mulighederne.

- Ser man på min fodboldkarriere, burde jeg have gjort noget andet, men hvis jeg havde gjort det, havde jeg til gengæld ikke fået de ting, jeg har i dag. Jeg har en uddannelse, som jeg nok ikke havde fået, hvis jeg var blevet fuldtidsprofessionel. Jeg havde det også godt uden for banen. Det var en god klub at være i med nogle gode mennesker, jeg var der bare i for mange år.

Kjær fortsatte i 1. division, men opholdet i HB Køge, hvor han spillede under Per Frandsen, var alligevel et skridt op for angriberen. 

- Skiftet fra FC Roskilde til HB Køge var sportsligt stort set det samme. Det var en lidt større klub med mere professionelle rammer, men holdene lå i den samme række, så på den måde var der ikke den store forskel. HB Køges hold var dog bedre, og træningsmæssigt var det også på højere niveau.

- Jeg havde da håbet på at komme til en større klub, men HB Køge var den eneste, som var interesseret. Jeg ville gerne væk fra Roskilde og havde fået mig en agent, som overbeviste mig om, at jeg ikke skulle blive i Roskilde, hvis jeg skulle nå så højt som muligt.

Kjær blev kandidat

Kjær læste på CBS og har i årenes løb taget en kandidat i erhversøkonomi og psykologi, og han er meget glad for, at han har noget at falde tilbage på, når han en dag ikke spiller fodbold længere.

- Jeg blev boende i København og kunne fortsætte mit studie, og det var også vigtigt for mig. Det passede godt sammen, så det var en perfekt kombination, at jeg kunne spille fodbold på et pænt niveau og tjene penge på det, mens jeg kunne passe min uddannelse.

- Der er rigeligt tid til at studere, hvis man prioriterer det. Det kan være hårdt i perioder, men det er også rart at have andre ting at tænke på – både når det går skidt, så man kan fokusere på noget andet, men også når det går godt, så man kan holde benene på jorden.

- Det var vigtigt for mig at få min uddannelse. Jeg vidste godt på det tidspunkt, at jeg ikke ville ende med at tjene millioner på fodbolden, og jeg er rigtig glad for, at jeg har noget at falde tilbage på og gå i gang med, når karrieren er slut, siger Kjær.

Læs med igen lørdag, hvor Bo Henriksens betydning for Fosgaard og Christjansen blandt andet sættes under lup, mens Kjær fortæller om sin svære tid i AGF.

mikkel@bold.dk


Foto: Jan Christensen / Getty Images

6 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce
annonce
annonce
annonce
0