2024-01-12 06:00:00

Hoseth rådførte sig med Hareide: Dansk fodbold er attraktivt

Magne Hoseth har før skiftet til Lyngby rådført sig med Åge Hareide og ser dansk fodbold som mere attraktiv end norsk.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Træningskampe - 1. runde

FT

NÆS

2 - 4

LYN

Lyngby kunne torsdag præsentere klubbens nye cheftræner, da norske Magne Hoseth vender retur til dansk fodbold som ny cheftræner for Superliga-klubben.

Hoseth spillede i FC København fra 2004 til 2005 og er glad for at være tilbage i Danmark, og han ser skridtet fra Klaksvik, som han i efteråret havde stor succes med i Europa, som det helt rigtige i sin karriere.

- Det har været en meget god proces med Lyngbys sportslige ledelse, som jeg har haft nogle gode samtaler med. De har bekræftet mig i, at Lyngby passer godt til den måde, jeg er som person.

- Derudover er det selvfølgelig et skridt op for mig. Det giver sig selv, når jeg tager fra den færøske liga til den danske Superliga. 

- Jeg var glad i Klaksvik og på Færøerne, men i Superligaen er der større pres på og mange forventninger, og det pres føler jeg mig klar til.

- Derudover er Lyngby en klub, hvor man er god til at uddanne trænere, udvikle spillere og sælge til større klubber, og det vil jeg gerne bidrage til.

- Det er et godt skridt på min karrierevej, men jeg har først og fremmest en kæmpe interesse i at skabe en ny historie med Lyngby. Vi må se, om det er realistisk, men jeg vil i hvert fald gøre alt for at få Lyngby op på højest mulige niveau og blive i stand til at kæmpe med mod de bedste, siger Hoseth til bold.dk.

Glæder du dig til større pres, mere omtale og øgede forventninger? 

- Ja, det gør jeg. Som spiller levede man i dette pres hele vejen i sin karriere, og det har jeg også oplevet i alle mine jobs som træner, også som assistent i Norge.

- Jeg trives i det og føler selv, at jeg tackler presset godt. Jeg er en rolig person, og den ro bliver også kun større og større med årene, samtidig med at jeg vokser i rollen og trives bedre, jo større presset er.

- Den ro, jeg selv har, vil jeg også forsøge at få ind i holdet. De skal ikke frygte noget, heller ikke når de møder på papiret bedre modstandere. 

- Der skal man vise, at man ikke er bange for noget, men at man alle dage kun slå bedre modstandere, hvis man tør skyde brystet frem og være modig.

Du har været sat i forbindelse med trænerjobs i Norge. Er dansk fodbold mere attraktivt end norsk?

- Ja, det er det. Alt er bare lidt større her i Danmark. Her er flere fans, større pres udefra, der er mere opmærksomhed fra klubberne rundt omkring i Europa. Man kan sige, at man i mere end én forstand er lidt tættere på resten af Europa her i Danmark. 

- Der er en masse europæiske klubber, som hele tiden kommer her til Danmark for at kigge på spillertalenter, og den bevågenhed betyder bare meget. 

- Desuden er Superligaen bare en bedre liga en Eliteserien.

Har du altid forestillet dig at vende tilbage til dansk fodbold?

- Det har jeg nok gjort siden i sommer, hvor jeg har tænkt mere og mere på, at jeg gerne ville prøve mig af som træner i Danmark, da jeg føler, her spilles attraktivt fodbold, som passer godt til min stil.

- Lyngby spiller på nogle punkter lidt atypisk sammenlignet med andre Superliga-klubber, da det er meget aggressivt, meget duelstærkt og med mange kraftfulde og hurtige spillere.

- Sådan spillede vi også lidt i Klaksvik, og derfor synes jeg, det passer godt til den stil, jeg gerne vil praktisere. Det er en spillestil, som kræver meget mentalt af spillerne, og jeg kan slet ikke vente med at komme i gang med at få det ind på holdet.

Kommer du med store revolutioner i spillestilen i Lyngby nu?

- If it ain't broke don’t fix it, lyder det fra Hoseth, som har overtaget et Lyngby-hold på Superligaens syvendeplads.

- Der kommer nogle forandringer, men det bliver ikke store forandringer i foråret, hvor der skal arbejdes videre med det gode koncept, her er på holdet i forvejen. 

- Spillerne er i forvejen utroligt gode på bolden, men vi skal arbejde på at blive endnu bedre offensivt, især når vi møder hold, som står meget lavt og kompakt. Vi skal have flere spillere foran bolden, så vi giver os selv flere muligheder.

- Holdet er i forvejen meget stærkt til omstillinger, både offensive og defensive, så det skal vi holde fast i, men vi skal arbejde på at få flere måder at angribe lavtstående modstandere.

- Der vil komme mere fokus på det offensive, uden det går ud over det defensive, for det er altid vigtigt, at den er på plads. 

Er det dit håb, at når folk taler om Hoseths Lyngby, så taler man om et offensivt orienteret hold?

- Ja, men sådan er jo med alle trænere. Tager du Diego Simeone, siger han jo også, at han vil praktisere offensiv fodbold, men det er jo en stærk defensiv, han har skabt stor succes med. 

- Vi skal være stærke i begge ender, men ja, jeg ser mig selv som en offensiv træner og vil gerne have, at mine hold viser det.

Efter Freyr Alexandersson kom til Lyngby, fulgte mange islandske spillere med. Kommer du med en ønskeliste til Lyngbys ledelse med norske spillere? 

- I første omgang kommer jeg ikke til at have noget at sige i transfervinduet. Det er et meget kort vindue, hvor ledelsen allerede har gjort en grundig research, så jeg får ikke indflydelse på det.

- Hvis klubben sælger en spiller, kommer jeg med inputs til, hvad jeg gerne vil have ind i stedet, men her i januar bliver det ikke min beslutning. De har i højere grad fingeren på pulsen med, hvad der er af muligheder. 

Du præsterede godt med Klaksvik, så det er nærliggende at spørge, om du gerne vil have nogle spillere med derfra?

- Der er spillere deroppe, som vil kunne gøre det virkelig godt for Lyngby. Det er der. Men jeg tror ikke, at Klaksvik komme til at sælge nogle spillere i dette vindue i det hele taget.

- Opstår der en mulighed, og er der spillere, som vi kunne være interesseret i, vil vi da forhøre os, og så må vi se, hvor den lander.

Du kender til Superligaen i forvejen, men har du rådført dig med nogen i forbindelse med dette skifte? 

- Jeg har talt lidt med Hjalte Bo Nørregaard, som jeg kender godt, men den jeg har brugt mest, er Åge Hareide, som jeg kender virkelig godt. 

- Jeg har før brugt ham som sparringspartner til mange forskellige ting, så det var oplagt også at bruge ham i dette tilfælde med hans kendskab til dansk fodbold in mente.

- Jeg kender Åge fra det norske landshold, og jeg har altid haft stor respekt for ham. Han er frygtløs i alt, hvad han går ind til. Han går altid 100 procent ind til opgaverne, og derfor har han opnået store ting. Det er jeg meget inspireret af. 

- Jeg talte med ham, da jeg tog til Klaksvik, jeg talte med ham nu, og jeg vil også tale med ham fremover. 

- Når man har en personlighed som ham i sin omgangskreds, gør man klogt i at lytte til ham, og han deler velvilligt ud af sine erfaringer, i dette tilfælde også med sin viden om dansk fodbold. 

Du har en fortid i FC København. Hvordan bliver det for dig at skulle til Parken som modstander den 10. marts?

- Det bliver selvfølgelig rigtig spændende og sjovt. Siden jeg stoppede i klubben, har jeg kun været der en enkelt gang med Molde, så det bliver meget specielt at spille derinde og i det hele taget prøve kræfter med den største klub i dansk fodbolds historie. 

- Så jeg tror, det bliver rigtig sjovt, og jeg håber, at vi får et resultat, så jeg også kan synes, det er sjovt at have været i Parken bagefter, siger Hoseth med et grin.

I 2004 var Magne Hoseth ude for en traumatiserende oplevelse, da han fra banen så en tilskuere falde ned fra den øvre C-tribune i Parken.

I Hoseths tredje Superliga-kamp som Lyngby-træner, søndag den 10. marts, skal Lyngby på besøg hos FC København, og oplevelsen for knap 20 år siden sidder stadig i nordmanden i dag. 

- Ja, det gør den bestemt. Når sådan noget sker, slipper man det ikke bare. Det er ikke sådan, at jeg tænker på det dagligt, men det vil selvfølgelig fylde noget, når jeg står derinde. 

- Jeg har rigtig mange gode minder fra Parken, men den hændelse var meget traumatisk, og kampen måtte afbrydes, og sådan noget sidder selvfølgelig i én efterfølgende. 

- Jeg tænker ikke, det kommer til at påvirke mig på dagen, hvor man er fokuseret på at gøre sit bedste, men det er uden tvivl blevet en del af min FCK-historie, at det fandt sted.

Magne Hoseth får fat i FC Københavns holdlæger, efter en tilskuer er faldet ned fra en tribune under en kamp. Foto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix.

Du er gået fra assistent i Kristiansund, til cheftræner i Klaksvik på Færøerne og er nu i Lyngby. Hvad er dine ambitioner som træner?

- Jeg forstår godt al snakken og tankegangen om Lyngby som et springbræt, men jeg kan sige helt ærligt, at jeg ikke ser det sådan. 

- Det er noget, som fylder hos alle andre - agenter, eksperter og så videre - men jeg tænker helt ærligt slet ikke på det.

- Jeg er virkelig glad for nu at være i Lyngby, og det er kun hverdagen her og nu, som betyder noget for mig. Jeg vil arbejde med mennesker, som brænder for fodbolden, og det kan jeg gøre her i klubben. Det kan jeg mærke allerede nu. 

- Jeg tænker kun på Lyngbys bedste, og jeg vil gøre alt for klubben og for, at jeg kan være med til at rykke den yderligere. Det handler kun om fodbold i Lyngby for mig, og så længe folk er klar til at give alt for hinanden og for klubben, som jeg vil, så vil der vente store ting fremadrettet.

- I første omgang handler det sportsligt om at sikre Lyngby en ny sæson i Superligaen. Det er det altoverskyggende mål, men samtidig vil vi også se udvikling, ikke bare i spillet, men hele vejen rundt.

- Vi skal være modige og være klar til at give alt for at rykke os, individuelt, som hold og som klub. Vi skal turde se opad og ikke kun tænke på overlevelse. 

- Opnår man en oprigtig tro på, at man kan besejre de bedre spillere og de større klubber, så er der ingen grænser for, hvor langt man kan nå. Det synes jeg, de allerede har vist her i Lyngby, og den kultur vil jeg bidrage til, siger Hoseth. 

43-årige Hoseth nåede som aktiv at spille for FCK og en lang række norske klubber. Han fik desuden 22 norske A-landskampe. 
 

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Artiklen fortsætter efter indholdet

Træningskampe - 1. runde

FT

NÆS

2 - 4

LYN

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce