Det har været nogle hårde dage for Magne Hoseth.
I fredags mødte han ind til en chokerende fyreseddel i Lyngby Boldklub efter kun 50 dage som cheftræner i klubben.
Over weekenden har han så kunnet følge med i, hvordan Lyngbys ledelse har udtalt sig om ham ved blandt andet at sige, at Hoseth var ekstremt introvert og tabte omklædningsrummet.
Det har ikke været rart for Hoseth at se, hvordan hans personlighed lige pludselig blev det største samtaleemne i dansk fodbold.
- Jeg har fulgt med, og det har de folk, der arbejder for mig, også, så det er ikke noget, jeg vil komme ind på. De har al mulig ret til at komme med den slags udtalelser. Jeg vil bare ikke være en del af den karrusel.
- De har lov til at sige, hvad de mener. Så er der nogle ting, der er meget forkerte, og så er der nogle andre ting, der er lidt mere rigtige. Men de kunne godt have tjekket op på personalebehandling.
Hvad er det for nogle ting, som har været forkerte?
- Det vil jeg kommentere på. Det kommer på et tidspunkt, men det kommer ikke nu, siger Magne Hoseth til Bold.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg er ikke introvert
Magne Hoseths adfærd fyldte også meget i søndagens optakt til kampen mellem Lyngby og Hvidovre IF.
Her udtalte direktør Andreas Byder følgende:
- Det kom bag på os, at han var så ekstremt introvert, som han var.
Det er dog noget, som Hoseth kun kan grine ad.
- At jeg er ekstremt introvert? Nej, det er jeg ikke. Det tager bare lidt længere tid at komme i gang. Jeg har lært meget af den her proces, hvor jeg må være mere fremme i skoene, når jeg kommer til en ny klub.
Nordmanden indrømmer derfor også, at han nok skulle have grebet opgaven i Lyngby anderledes an.
- Jeg undervurderede nok forskellen på dansk og norsk kultur. Dansk kultur er lidt mere fremme i skoene og lidt mere 'se på mig', men i Norge går vi lidt mere stille med dørene, og så bliver det et godt produkt til slut.
Hvordan har du det med, at Lyngby har været ude og fortælle, at du var introvert og ikke kunne styre hverken holdet eller staben i klubben?
- Jeg synes, det er unødvendigt. De skulle bare holde sig til den udtalelse, som de først kom med, lyder det kortfattet for Magne Hoseth.
Lyngby har også flere gange slået fast, at man havde Hoseth igennem en række personlighedstests.
Men hvad var det helt nøjagtigt, som ledelsen valgte at tage Hoseth igennem?
- Det må du tale med Lyngby om. Det var bare almindelige personlighedstests, som er standard i de fleste klubber.
Karaktermord på Hoseth
Der har været hårde ord fra Lyngby-ledelsens side af, siden at man valgte at fyre Magne Hoseth.
Det skabte undren hos Viaplay-ekspert Peter Sørensen.
Han var nemlig ude og kalde Lyngbys kommunikation for et karaktermord af Hoseth som træner i søndagens udgave af Onside.
Det kan hovedpersonen selv godt nikke genkendende til.
- Det er jo nok et karaktermord, og det er forkert. Det var tre-fire spillere, som havde deres opfattelse, og jeg har haft min. Der var tydeligvis også nogen i trænerteamet. Ledelsen har så valgt at høre på dem.
- Men det her er så surrealistisk og dumt, at jeg fik sparket efter 50 dage, når de kom med en bestilling om, at vi skulle spille anderledes fodbold. Det har jeg svært ved at acceptere.
- Ledelsen måtte redde deres eget skind. Det er sådan, som jeg ser på det. Jeg tror helt ærligt, at de fleste har en opfattelse og en mening om, at det har været et karaktermord.
På vej til Manchester
Karaktermord eller ej, så er Magne Hoseth ikke bekymret for sin fremtid som fodboldtræner.
Han ved nemlig godt, at han har mere at byde på, så fyringen i Lyngby kommer ikke til at få konsekvenser for ham på sigt.
- Nej, det tror jeg ikke. De fleste mennesker har det samme indtryk som jeg. Det var bare sådan, det var i Lyngby.
- Så længe jeg forbliver rolig, bliver det intet problem, og det gør jeg. Alle har ret til at træffe deres valg og sige, hvad de mener. Så jeg er ikke urolig.
- Nu skal jeg til Manchester og se lidt fodbold, hvor jeg også skal over til et Pro Licenskursus. Så skal jeg begynde på et nyt projekt om ikke så længe. Jeg har lært ekstremt meget af den situation.
Kan du se dig selv blive træner i Danmark igen?
- Ja, det kunne jeg godt. Nu har jeg i hvert fald lært en lektie om, hvordan jeg skal og ikke skal gøre tingene i Danmark. Nu er jeg bedre rustet til det næste job, så det kan godt ske.
Selv om Magne Hoseth er ked af den chokerende fyring, havde han alligevel en sidste besked til Lyngby, inden han rejste til Manchester.
- Jeg vil bare påpege, at jeg har intet problem med Andreas Byder eller Lyngby. De har gjort det på deres måde, så jeg ønsker dem held og lykke i resten af sæsonen.
- Jeg håber, at de klarer sig i Superligaen, lyder det fra Magne Hoseth til Bold.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Lyngby Boldklub
3F Superliga

































