2026-02-13 07:05:00

Nartey i skyggen af Endrick: Han bliver vigtig for Lyon

Noah Nartey har med det samme imponeret i Lyon, hvor der er store forventninger til den danske midtbanespiller. L'Équipe-journalist Regis Testelin er sikker på, at Nartey bliver en nøglespiller.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Ligue 1 - 22. runde

FT

LYO

2 - 0

NIC

Der er langt fra Brøndby Stadion til Parc Olympique Lyonnais, men skridtet har ikke været et problem for Noah Nartey.

Han valgte i januar at forlade de blå-gule på Vestegnen for at sparke døren ind til en af Europas største ligaer med skiftet til Lyon i Ligue 1.

For nogen tager det tid at bide sig fast i en ny klub, i en ny by. Men så er der Nartey, der fra dag ét har taget fokus i den traditionsrige franske klub.

Nartey gik direkte ind i startopstillingen hos Lyon, og efter 90 minutter på grønsværen havde han allerede scoret sit første mål og vundet hjerterne hos klubbens fans.

Den danske U21-landsholdsspiller har fået en drømmestart i Lyon, og det er også kommet bag på folk, som dækker den franske klub tæt.

Sådan lyder meldingen fra Regis Testelin, som er i hælene på Lyon for L'Équipe.

- Han har haft en rigtig god indvirkning på holdet indtil videre. Det har været bedre, end hvad man havde forventet. Det var slet ikke meningen, at han allerede skulle spille så meget.

- Den bedste kvalitet, som han har og kan give til Lyon, er hans første berøring. Det havde Lyon ikke, før han kom til klubben.

244079
Foto: Olivier Chassignole/AFP/Ritzau Scanpix

En mini-Tolisso i Nartey
Det kom som en overraskelse, at Noah Nartey startede inde for Lyon i Ligue 1-kampen mod Lille.

Men efter kampen forstod både fans og eksperter, hvorfor cheftræner Paulo Fonseca havde valgt at satse på den - for dem - ukendte dansker.

- Det var en rigtig god debut for ham. Han skulle faktisk ikke have spillet, da Fonseca ville have holdt ham på bænken, men sygdom ændrede på det.

- Det var en meget vigtig kamp mod Lille, og han var meget god. Han scorede og viste sig flot frem, siger Regis Testelin.

Nartey har nu spillet flere kampe for Lyon, og L'Équipe-journalisten ser flere lighedstegn med en anden Lyon-spiller.

- Når han tager bolden til sig, kommer han hurtigt ned mod målet. Han kan vende rundt og er rigtig god til det. Han er virkelig en boks-til-boks-spiller.

- Det har Lyon ikke haft udover Corentin Tolisso. Han er derfor lidt af en mini-Corentin Tolisso lige nu, men han er selvfølgelig ikke lige så god på nuværende tidspunkt, da Tolisso er en nøglespiller.

244082
Foto: Marko Djurica/Reuters/Ritzau Scanpix

- Men Noah er virkelig en spiller, der kan transformere en defensiv aktion til en offensiv meget hurtigt, og det er en meget god kvalitet.

Regis Testelin mener derfor, at det lover rigtig godt for fremtiden, når man ser på samarbejdet mellem Nartey og Lyon.

- Det er et nyt våben for Lyon. I fremtiden kan det blive meget, meget vigtigt, fordi (Tanner, red.) Tessmann bliver nok solgt til sommer, mens der også kommer til at være interesse for Tyler Morton.

- Jeg tror derfor, at Nartey i næste sæson kommer til at blive mere en nøglespiller sammen med Tolisso på midtbanen.

I skyggen af Endrick
Efter debuten i Lyon-trøjen var Noah Nartey overalt.

På sociale medier blev danskerens højdepunkter flittigt delt, mens Ligue 1 ligeledes valgte at fremhæve Narteys aktioner og indtog i ligaen.

Men der er stadig lidt vej op til toppen for Nartey, som trods den flotte start må finde plads i Endricks skygge, mener Regis Testelin.

- Det eneste problem for Noah er, at alt rampelyset er på Endrick. Han har været her siden januar, og han er bare en stor stjerne. Han har også fået en god start.

- Alt fokus har været på Endrick i de seneste fem uger, og derfor er Noah ikke den mest populære eller interessante spiller for medierne og fansene i øjeblikket.

244080
Foto: Olivier Chassignole/AFP/Ritzau Scanpix

Men det er nødvendigvis ikke dårligt, da Nartey dermed i eget tempo kan vænne sig til livet i Lyon samt den franske liga.

- Det er gode nyheder for ham, fordi Lyon er et rigtig godt sted. De har vundet 12 kampe i streg, så det har været et godt tidspunkt at komme ind på holdet og i truppen og generelt lære.

- Fodbolden under Fonseca er meget striks. Vi så under pokalkampen mod Laval, hvordan Noah i momenter kiggede ud mod bænken for at finde ud af, hvor han skulle løbe hen.

244081
Foto: Olivier Chassignole/AFP/Ritzau Scanpix

- Han vidste ikke, hvordan han skulle håndtere spillet, når man var i boldbesiddelse. Det skal han lære. Men jeg tænker, at han indenfor to måneder vil være en rigtig Fonseca-spiller, en Lyon-spiller, afslutter Regis Testelin.

20-årige Noah Nartey står noteret for tre kampe i Lyon-trøjen siden ankomsten fra Brøndby IF.

Han har kontrakt med den franske storklub til sommeren 2030.

Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Ligue 1 - 22. runde

FT

LYO

2 - 0

NIC

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce