Fiton Durguti drog til norske Lysekloster i 3. division i marts, men nu er tiden i den norske klub forbi for den tidligere Dalum-spiller.
Han fortæller nemlig til bold.dk, at den manglende oprykning blandt andet har gjort udslaget.
- Jeg har besluttet mig for, at jeg vil forlade Lysekloster. Årsagen er, at de har mistet nogle spillere, og så har jeg ikke interesse i at spille i den norske 3. division. Jeg har prøvet det.
- Hvis jeg skal fortsætte i Norge, så skal det være i en bedre række med en bedre aftale, siger Fiton Durguti til bold.dk.
Offensivspilleren fortæller, at flere klubber har forsøgt at lokke ham til.
- Jeg har fået tilbud fra to klubber heriblandt Vard Haugesund i Norge, der spiller i 2. division. Det er ikke bare sådan at sige ja til.
- Der har også været Dalum fra 3. division. Der har jeg spillet tidligere. Jeg er blevet 31 år, så det skal være noget ordentligt. Jeg har stadig lyst, mod og er sulten, men det hele skal være et godt match.
Durguti fortæller, at han har mod på et eventyr, og det hele kommer an på den samlede pakke. Offensivspilleren har dog været glad for at være i Norge på den økonomiske front.
- Økonomimæssigt er Norge meget bedre end i Danmark. Man bliver bedre betalt, og man får fri lejlighed. Man skal dog også huske, at det er dyrere at være i Norge, siger Fiton Durguti til bold.dk.
Lysekloster endte som nummer tre i 3. division, gruppe 3. Det var dog 12 point efter Brann II.



3. Division
Lysekloster






























