Mohamed Buya Turay skiftede i sommeren 2022 til Malmö, men nu er han allerede fortid i den svenske klub.
Malmö oplyser torsdag, at den 28-årige angriber har fået ophævet sin aftale.
Årsagen til det tidlige brud er ifølge Malmö Turays familiesituation, hvor han ikke har boet med sin familie, mens han har spillet i Sverige.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Mohamed har været åben om sine følelser hele vejen, og vi har haft en god dialog sammen for at forsøge at løse situationen.
- Det er selvfølgelig trist, når det sker sådan her, men det er den bedste løsning for alle involverede, siger sportsdirektør Daniel Andersson på klubbens hjemmeside.
Mohamed Buya Turay nåede at spille 16 kampe for Malmö, han bidrog med to mål og et enkelt oplæg. Angriberen har desuden 11 landskampe for Sierra Leone på CV’et.