Mandag sprængte lidt af en bombe i engelsk fodbold, da Premier League fortalte, at Manchester City var blevet sigtet for adskillige brud på Financial Fair Play-reglerne.
Helt præcist drejer det sig om over 100 gange, at Manchester City skulle have overtrådt reglerne, og det kan få omfattende konsekvenser for den engelske storklub.
Men hvor alvorlige er sigtelserne? Hvad kan straffen blive? Og hvornår falder der dom?
bold.dk giver dig her et overblik over den omfattende sag.
Hvilke sigtelser er der tale om?
Manchester City er blevet sigtet for fem forskellige forhold, der alle overtræder Premier Leagues Financial Fair Play-regler.
Reglerne er kort fortalt skabt for at sikre, at klubber ikke bruger flere penge, end de tjener.
Ifølge Premier League har City brudt reglerne over 100 gange fordel over ni sæsoner fra 2009 til 2018 - i den periode vandt City tre mesterskaber.
Artiklen fortsætter efter billedet

Sigtelserne lyder på, at City ikke har angivet nøjagtige økonomiske oplysninger, især med hensyn til indtægter - herunder sponsorindtægter - og driftsomkostninger.
Klubben skulle ikke have overholdt reglerne om et bæredygtigt regnskab og altså forsøgt at 'sminke' det for offentligheden.
Herudover har klubben angiveligt skjult økonomiske aflønninger, der er givet til deres managers over en fireårig periode. Der skulle være tale om en hemmelig kontrakt, der gav manageren mere i løn end officielt angivet.
Premier League mener også, at Manchester City ikke har overholdt UEFA's Financial Fair Play-regler over en femårig periode, og at klubben ikke har samarbejdet med Premier League omkring en undersøgelse af ovenstående.
Hvordan startede undersøgelsen af Manchester City?
Premier League startede efterforskningen af Manchester City for fire år siden i kølvandet på Football Leaks-historierne afsløret af Der Spiegel.
Afsløringerne handlede blandt andet om, at daværende manager Roberto Mancini havde en hemmelig ekstra-kontrakt i Al Jazira, som har samme ejer som City.
Mancini tjente angiveligt 1,45 millioner pund årligt, da han kom til klubben i 2009, men fik herudover også 1,75 millioner pund i sin aftale med Al Jazira, hævdede Football Leaks.
Derudover skulle City have pumpet sponsorater kunstigt op for at kunne vise større indtægter, end det var tilfældet.
Det er to af disse 'finter', som City er sigtet for i den nuværende sag.
Hvad har Manchester City udtalt?
Manchester City udsendte mandag en kort meddelelse, hvor man erklærede sig overraskede over Premier Leagues udmelding.
- Manchester City er overrasket udlægningen om de angivelige brud på Premier League-reglerne. Især på grund af det store engagement og den store mængde af materiale, som EPL er blevet forsynet med.
- Klubben hilser en gennemgang af en uafhængig kommission velkommen, så man upartisk kan gennemgå beviserne, der understøtter udmeldingen. Vi ser frem til, at denne sag lægges i graven én gang for alle
Hvem beslutter, om City skal straffes?
En uafhængig kommission skal undersøge sagen herfra. Der er tale om 15 personer, som er udvalgt af Premier Leagues retspanel, der består af dommere, advokater og fodboldadministratorer.
Hvad kan straffen blive?
Ifølge Premier Leagues regler lyder den hårdeste straf på eksklusion fra ligaen. De kan også få en pointstraf, bøde eller blot en løftet pegefinger.
Hvis det skulle ende med den hårdeste straf i form af eksklusion fra Premier League, betyder det ikke automatisk, at klubben bliver en del af EFL-systemet. Det kan altså ende med at blive National League for City, hvis den hårdeste straf kommer i brug.
Kan Manchester City ikke bare appellere straffen til CAS?
I 2020 fik Manchester City omstødt en toårig udelukkelse fra europæiske klubturneringer hos den internationale sportsdomstol, CAS.
Bøden blev desuden nedsat fra 30 millioner euro til 10 millioner euro, og begrundelsen lød på, at sagen var forældet, og at man ikke kunne bevise, at City havde gjort noget ulovligt.
UEFA havde ellers afgjort, at City begik 'alvorlige overtrædelser' af FFP-reglerne mellem 2012 og 2016.
I denne sag har Manchester City ikke samme appel-mulighed, for klubben kan ikke føre sagen til CAS, når det er Premier Leagues regelsæt.
Der er desuden ingen forældelsesfrist for sager her, ligesom Premier League kan inddrage beviser fra Football Leaks - det gjorde UEFA ikke, da man anser disse som 'ulovlige kilder'.
Der er altså tale om et markant større bevismateriale i denne sag, end det var tilfældet med UEFA i 2020.
Hvornår falder der dom i sagen?
Der er ingen tidshorisont for sagen, men det kan tale både måneder og år, vurderer engelske medier.
Sky Sports forventer ikke, det bliver i indeværende sæson, især med henblik på at undersøgelsen fra Premier League har taget fire år.
Kilder: Sky Sports, The Guardian, Telegraph, The Times