Mason Greenwood blev i januar 2022 anholdt og sigtet for voldtægt og mordtrusler, men torsdag kom det frem, at alle sigtelser frafalder.
Det oplyste Greater Manchester Police uden at uddybe, men nu gør anklagemyndigheden os en smule klogere på, hvorfor sagen er droppet.
- En kombination af tilbagetrækningen af centrale vidner og nyt materiale, der er kommet frem i lyset, betyder, at der ikke længere var en realistisk udsigt til domfældelse.
- Under disse omstændigheder er vi nødt til at stoppe sagen. Vi har forklaret vores beslutning til alle parter, udtaler anklagemyndigheden The Crown Prosecution Service ifølge Sky Sports.
Artiklen fortsætter efter billedet

21-årige Greenwood har i en kort udtalelse gjort det klart, at han er lettet over, at sagen er droppet.
Manchester United har sat i gang i en intern proces, før det besluttes, hvad der skal ske. Greenwood er fortsat suspenderet af klubben.
Erik ten Hag afviser på et pressemøde at udtale sig om Greenwood, men henviser blot til klubbens udtalelse.