1. Division -Dansk stopper får portugisisk pas: Laver en Pepe
Foto: Maritimo
2025-05-22 17:47:00
Foto: Maritimo

Dansk stopper får portugisisk pas: Laver en Pepe

Det tidligere Vejle-talent Noah Madsen har i denne sæson fået sit store gennembrud i portugisisk fodbold. Den 23-årige dansker er dog sulten efter mere.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

- Min største drøm er at spille for en af de største klubber i Europa.

Danske Noah Madsen er ikke bange for at sigte mod stjernerne.

Allerede som 17-årig forlod han de trygge rammer i Vejle Boldklub for i stedet at jagte drømmen i Portugal, hvor den først stod på U19-fodbold i Nacional og dernæst et ophold hos Estrela.

- Det var den rigtige beslutning på det tidspunkt. Jeg var ikke glad for min situation i Vejle. Jeg havde brug for mere spilletid på et højere niveau.

- For at udvikle sig som spiller har man brug for kontinuerlige minutter og hård konkurrence. Det var ikke noget, jeg fik i Vejle på det tidspunkt, så det var bedst for mig at flytte videre, siger den 23-årige forsvarsspiller til Bold.

Tilbage i starten af 2021 tog han så turen videre til Maritimo, hvor det endelige gennembrud siden har ladet vente på sig.

I denne sæson har Noah Madsen dog grebet chancen og spillet sig til en fast plads på mandskabet fra den næstbedste række, hvor han undervejs har leveret flere flotte præstationer.

- En kamp, der virkelig står ud, var vores hjemmekamp mod Mafra denne sæson. Vi vandt 2-0, jeg scorede begge mål og blev kåret som kampens spiller. At gøre det på vores hjemmebane foran vores fans var virkelig specielt, siger han og fortsætter:

- Jeg er også stolt af at være blevet udtaget til ugens hold tre gange i de sidste ni kampe af sæsonen. Den konsistens betyder meget for mig, fortæller den danske forsvarsspiller.

Spansk interesse
De stabile præstationer for Maritimo er angiveligt også blevet bemærket øst for den portugisiske grænse.

I hvert fald skrev Record tilbage i april, at Noah Madsen var et emne i Malaga og Granada, som begge skulle have set sig varm på danskeren.

- Jeg prøver ikke at fokusere for meget på det. Selvfølgelig ser jeg det, når det står i aviserne, og det er en fantastisk følelse at blive linket med sådan nogle klubber. 

- Men mit fokus forbliver på at præstere for Maritimo uge efter uge. Det er mit job lige nu, slår han fast.

Madsen nåede aldrig at debutere på ungdomslandsholdene, men drømmen om det danske A-landshold er fortsat intakt, fortæller han videre.

Det er dog ikke kun den rød-hvide trøje, som han i fremtiden har muligheden for at trække over hovedet.

- Lige nu er jeg også i gang med at få et portugisisk pas, og mine holdkammerater joker med, at jeg vil skifte til Portugal, ligesom Pepe gjorde, da han spillede for Maritimo, siger Noah Madsen.

Den 23-årige dansker står noteret for 15 optrædener på klubbens førstehold og skrev tilbage i januar under på en ny aftale frem til sommeren 2026.

Annonce

5 kommentarer

Se kommentarer
Annonce