
På papiret var Middelfart fra 3. division noget undertippet i tirsdagens pokalopgør mod FC Fredericia fra NordicBet Ligaen i pokalens anden runde.
Ikke desto mindre tog det fynske hold fusen på favoritten og vandt med 1-0 på et mål af den tidligere FC Fredericia-spiller Denis Fazlagic i det 86. minut.
Denis Fazlagic siger til bold.dk, at sejren er en stor forløsning.
- Hvis man kigger før kampen, så var vi kæmpe underdogs. I forhold til kampbilledet var det en forløsning, at vi fik scoret, fordi jeg synes, at vi dominerede store dele af kampen.
- Hvordan vi ikke var foran ved pausen, er mig en gåde, så det var en forløsning, fordi vi ikke fik udnyttet vores chancer. Det er en kæmpe cadeau, at vi kan levere sådan en præstation mod Fredericia, siger Denis Fazlagic til bold.dk, der tilføjer, at det var lækkert at blive matchvinder.
Nu står Middelfart i tredje runde af pokalen, hvor top seks-holdene fra den seneste sæson af 3F Superligaen indtræder. Middelfart-spilleren håber, at holdet kommer til at krydse klinger med en stor modstander i næste runde.
- Jeg kan kun snakke for mig, men jeg kunne mærke på de fleste efter kampen, at vi håber, at det bliver et fedt Superliga-hold. Det gad vi godt. Det må gerne være et rigtig godt Superliga-hold.
30-årige Fazlagic fortæller, at der var cirka 800 tilskuere i Middelfart for at overvære pokalopgøret, og sejren blev også markeret med lidt vådt til ganen.
- Der var lidt øl i omklædningsrummet og god stemning, men vi har kamp allerede på lørdag. Det blev til øl i omklædningsrummet, og det var det.
Nærmest for god til 3. division
Sejren kan være med til at give Middelfart en ekstra ballast frem mod de kommende kampe i 3. division. Det fynske mandskab rykkede ned fra 2. division i den seneste sæson og satser på en hurtig tilbagevenden til den tredjebedste række i Danmark.
- Jeg synes, at vi har et rigtig godt hold, der nærmest er for godt til at være i 3. division. Jeg vil nærmest sige, at vores værste modstander er os selv, hvis vi ikke rammer dagen. Holdene i 3. division skal stå tidligt op for at slå os. Vi bruger kampen som et ekstra rygstød, og det er et bevis på, at vi er et godt hold, siger Denis Fazlagic til bold.dk.
Middelfart møder Young Boys FD på udebane lørdag 3. september i 3. division.


Middelfart Boldklub
Oddset Pokalen

































