Middelfart i NordicBet Ligaen?
Ovenstående scenarie havde formentligt klinget hult hos de fleste, hvis man havde spurgt for blot et par sæsoner siden, hvor den vestfynske klub huserede helt nede i 3. division.
Billedet er dog et helt andet anno maj 2025, hvor Middelfart i øjeblikket indtager en ganske imponerende andenplads i 2. division – to point foran oprykningsfavoritterne fra Fremad Amager.
Den strålende sæson kommer givetvis bag på de fleste, men ikke Mads Greve, der i januar byttede Vendsyssel ud med barndomsklubben Middelfart med ambitionen om at få klubben endnu en række op.
Den 35-årige stopper har en ganske prominent fortid hos blandt andre Vendsyssel og Vejle og kan prale af at have spillet hele 288 kampe i NordicBet Ligaen indtil nu. Det kan blive til endnu flere efter sommerferien, hvis Middelfart holder stand.
Havde du regnet med, at I ville kunne kæmpe med om oprykning?
- Ja, det havde jeg. Det var da én af grundene til, at jeg kom tilbage, fortæller Greve til Bold.
- Det er noget, jeg tænker, er muligt. Det ville stadig være en vanvittig flot præstation, hvis vi lykkes med det, men når jeg kigger på holdet og på Kim (cheftræner Engstrøm, red.), der også kom med den ambition: ’Hvorfor ikke gå efter det?’, så overrasker det mig ikke, at vi ligger, hvor vi gør.
Middelfart har ikke de samme rammer som visse andre klubber i 2. division. Stadion er ganske småt, og det samme er økonomien, men det skal ikke være nogen begrænsning, lyder det fra Greve.
- Så kan det være, der er nogle procenter, vi skal hente et andet sted. Lige nu ser det i hvert fald fornuftigt nok ud, fortsætter Mads Greve til Bold.
- Det er da helt klart noget, vi forfølger, og hvorfor ikke gøre det? Det kan lige så godt blive os, som det kan blive Fremad Amager eller Aarhus Fremad. Det er da i hvert fald det, vi går efter, selvom der selvfølgelig er en del hold, der både er fuldtids- og deltidsprofessionelle.
Middelfart tog et gevaldigt skridt mod oprykning ved fredag aften at besejre netop Fremad Amager i et opgør, hvor Mads Greve tog fusen på alt og alle med karrierens første hattrick.
Bold fangede ham efterfølgende til en reaktion, som du kan læse lige her.

Middelfart Boldklub
CampoBet 2. division


































