Middelfart kæmper næb og kløer for at blive i 2. division, da den fynske klub er placeret sidst i rækken med et point op til Brabrand samt FA 2000 over stregen.
Torsdag venter der et gyseropgør mod Brabrand i Middelfart. Tre point i den kamp vil derfor lune gevaldigt for begge mandskaber.
Middelfart-profilen Martin Steven Conley siger til bold.dk, at mandskabet tror på overlevelse, selvom der aldrig har været en sæson, hvor holdet har set døden i øjnene så meget.
- Det har uden tvivl været den sæson, hvor vi har skullet kæmpe mest med vores selvforståelse, tror jeg. Det, som man altid bliver mødt med, når man spiller i Middelfart Boldklub, er omverdenen ikke kan forstå, hvorfor vi ikke kæmper med om de sjove pladser på papiret.
- Der er nogle rigtig fine navne til 2. division. Så der har klart været noget, hvor man har skullet omstille sit mindset, så det ikke handler om, hvor det er spændende og sjovt, men nu handler det om at skulle overleve. Det kræver en del at gå gennem en efterårssæson, hvor man vandt én kamp.
- Det er usædvanligt. Samtidig har vi tænkt over, hvor problemet er opstået. For at blæse i eget horn er vi nogle dygtige fodboldspillere, og vi har en dygtig træner, så hvor ligger det henne? Vi har et rigtig godt sammenhold, og der er nogle af de ting, hvor er begyndt at rette ind med at have en helt klar spillestil, og det kan man også se på resultaterne.
- Jeg tror, at vi havde en statistik oppe her forleden, hvor der blev sagt, at hvis man kigger isoleret set på nedrykningsspillet, så ligger vi nummer to samlet set, så der bliver trukket i den rigtige retning. Det synes jeg også, at man kan se på vores spil her på det seneste. Der er ikke andet end tro på, at det bliver til overlevelse i sidste ende.
Har det været den sværeste sæson for dig i din tid i Middelfart?
- Det kan jeg ikke sidestille med noget. Den sommer, hvor jeg kom til, var klubben ramt af 12 minuspoint fra start af, hvor vi ikke kom med i oprykningsspillet, men så kom vi i nedrykningsspillet, hvor vi ikke på noget tidspunkt var truet.
- Så det var lidt en død sæson at gå ind, da der ikke var noget at spille om. Der har ikke været en sæson som denne, hvor man har skullet se døden i øjnene, og som vi stadig gør. Hver kamp er jo nærmest en finale, så der er ikke noget, der kan sidestille sig med det her, siger Martin Steven Conley til bold.dk.
Der resterer fire runder af 2. division, og Martin Steven Conley har været i Middelfart siden sommeren 2016.


Middelfart Boldklub
CampoBet 2. division


































