Middelfart Boldklub er tilbage i 2. division fra næste sæson, da klubben på suveræn vis er strøget igennem 3. division i denne sæson.
Denis Fazlagic tror dog, at Middelfart kan gøre sig gældende om de sjove pladser i 2. division i den kommende sæson.
- Jeg er egentlig meget fortrøstningsfuld i forhold til vores trupsammensætning. Jeg er næsten sikker på, at vi skal kunne blande os i hvert fald i top seks. Det er måske en for stor mundfuld, men jeg synes virkelig, at vi har et godt hold.
- Nu er vi på tredje sæson med Anders (Anders Jensen, Middelfart-cheftræner, red.), og jeg synes, at vi har lært spillestilen at kende, og vi har opbygget en indbyrdes forståelse spiller for spiller, så jeg er meget fortrøstningsfuld, siger Denis Fazlagic til bold.dk.
Op og ned
Den 30-årige Middelfart-profil ser tilbage på en blandet sæson på det personlige plan. Der er nemlig stor konkurrence på pladserne.
- Den har været op og ned. Det første halve år var rigtig godt, synes jeg. Her efter vinterferien kunne det godt være bedre.
- Vi har en fantastisk trup, og det er ikke givet, at man spiller hver gang. Så en rutineret ræv som mig må også tage plads på bænken. Holdet betyder mest, og holdet har gjort det godt. Der er ikke så meget at sige, siger Middelfart-profilen til bold.dk.
Middelfart skal i duel mod VSK Aarhus lørdag 27. maj.


Middelfart Boldklub
CampoBet 3. division






























