22-års fødselsdag, to mål og et skaffet straffespark.
Max Fenger havde en fornem mandag aften, da han sammen med Mjällby vandt 3-0 ude mod Varbers BoIS i Allsvenskan.
bold.dk har talt med angriberen om den begivenhedsrige aften, som han formentlig sent vil glemme.
- Det var en meget god fødselsdag. Det havde været meget rart med et hattrick eller en assist, men to mål og en sejr er da bestemt også godkendt.
- Det er nok en af de mere mindeværdige fødselsdage. Jeg tror ikke, at jeg har spillet på min fødselsdag før. Det har i hvert fald aldrig været en lige så speciel kamp, lyder det fra en glad Fenger.
Fødselsdagen, målene og sejren blev dog ikke fejret med festivitas, da han først var sent hjemme fra kampen.
- Vi var først hjemme klokken 01, så der var ikke ret meget fejring. Aftenkampe er fede, men det er altid svært at falde i søvn efterfølgende, så jeg fejrede det mest ved at ligge vågen.
Den udlejede OB-angriber har på det seneste fundet melodien efter en svær periode i den svenske klub.
Han står da også ganske godt, lyder vurderingen.
- Fysisk står jeg skarpt, jeg er i god form. Spillemæssigt går det også fremad, jeg føler, jeg udvikler mig.
- Efter en svær start er jeg begyndt at starte inde, og jeg føler, jeg har været effektiv, når jeg har fået chancen, afslutter Fenger til bold.dk.
Max Fenger er noteret for fem mål i 19 kampe for Mjällby. Lejeaftalen med svenskerne løber frem til årsskiftet.


Mjällby
Allsvenskan

































