Serie A -Gytkjær forlader Monza: Udelukker ikke Superliga-comeback
Foto: Alberto Lingria/Reuters/Ritzau Scanpix
2023-06-09 09:00:00
Foto: Alberto Lingria/Reuters/Ritzau Scanpix

Gytkjær forlader Monza: Udelukker ikke Superliga-comeback

Christian Gytkjær forlader Monza ved kontraktudløb denne sommer, og han afviser ikke at vende retur til dansk fodbold. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Efter tre sæsoner i Serie A-klubben Monza skal Christian Gytkjær denne sommer finde sig en ny klub. 

Angriberens kontrakt udløber ved udgangen af juni, og den bliver ikke forlænget. 

- Jeg har haft tre fantastisk gode år i Monza. Jeg har nydt det og haft nogle store oplevelser, og nu er jeg klar til og motiveret efter nye udfordringer, siger Gytkjær til bold.dk. 

Christian Gytkjær kan se tilbage på tre sæsoner, hvor det blev til 86 kampe og 22 scoringer for Monza. 

Med 14 scoringer i 37 kampe i 2021/22-sæsonen, hvor Monza rykkede op i Serie A, blev Gytkjær topscorer, og han har lutter gode minder fra sin tid i den ambitiøse klub. 

- Det har været en kæmpe oplevelse og fantastisk at være med til at skrive historie. Jeg havde en afgørende fod med i, at klubben rykkede op i Serie A, og det har været sindssygt stort at være en del af. 

- Det er da lidt vemodigt formentlig at skulle sige stop. Jeg fik en kontrakt på tre år og har været her hele perioden, og man når at blive glad for en klub og alle folk i den, når man har været et sted så længe. Derfor er det også specielt at have spillet min sidste kamp her. 

- Mange satte spørgsmålstegn ved, at jeg skiftede herned, og jeg havde heller ikke selv hørt meget om klubben inden, det skal jeg da ærligt indrømme. Men der var og er store ambitioner, som tiltalte mig meget. 

- Målet i Monza var at være med til at spille klubben op i Serie A, og det formåede jeg, og jeg formåede endda også at blive afgørende i den sæson, hvor vi rykkede op. Jeg drømte om at være med til at føre et stort projekt videre, og det var jeg. 

- Om mange år har Monza formentlig en stor historie, og så er det fedt at tænke på, at man var en del af det hold, som spillede klubben op i den bedste række første gang og være en del af en fantastisk debutsæson, hvor vi gjorde det godt, og hvor jeg endda blev matchvinder i vores første Serie A-sejr, som sågar var mod Juventus. Det vil jeg altid huske. 

Åben for Superligaen

Den 33-årige angriber står indskrevet i historiebøgerne i klubben, som sluttede nummer 11 i første sæson i Serie A, men 2022/23-sæsonen var ikke én lang optur for Gytkjær, som startede ude i de fleste Serie A-kampe. 

Han erkender, at mængden af spilletid har været lavere end ventet, men ser det positive i tingene. 

- Som angriber har man jo altid stor selvtillid, så derfor havde jeg da uden tvivl håbet på mere. Man vil spille hver gang, score så meget som muligt og hjælpe holdet, så denne sæson kunne have været bedre for mig personligt. 

- Jeg ville gerne have spillet mere, men når klubben har gjort det så godt, som den har, er det svært at brokke sig over, at der ikke skiftes ud, og at man ikke starter inde. 

- Vi træner sindssygt meget hernede, så man skal ikke være i tvivl om, at jeg er i virkelig god form, og samtidig er jeg jo blevet skånet lidt det sidste år, så jeg står rigtig skarpt, siger Gytkjær med et grin. 

Christian Gytkjær holder disse uger ferie, mens han lader sin agent Michael Johansen styre den interesse, som kommer ind. 

Angriberen håber på, at fremtiden hurtigt falder på plads, og han vægter spilletid højt. 

- Jeg kunne godt tænke mig, at der kommer en afklaring allerede her i ferien, men samtidig har jeg tid nok til at vente på det rette, og hvor mavefornemmelsen føles rigtig. 

- Jeg er optimistisk og glæder mig til at komme i gang igen. Jeg har mange gode år i mig endnu, og jeg håber på, at det næste sted, jeg ender, byder på lidt mere spilletid, end jeg fik i denne sæson. 

Kunne Superligaen være aktuel for dig? 

- Jeg afviser ingenting. Der er heldigvis en masse interesse, især hernede, men også andre steder fra allerede, så jeg forholder mig åben for det hele indtil videre, også Skandinavien, siger Gytkjær til bold.dk.

Christian Gytkjær har i Danmark en fortid i AB, FC Nordsjælland og Lyngby, mens han i udlandet blandt andet har repræsenteret Rosenborg, Haugesund og Lech Poznan. Han står desuden noteret for ni A-landskampe og fem scoringer.

 

Annonce

11 kommentarer

Se kommentarer
Annonce