Forleden kunne Næstved Boldklub offentliggøre, at de havde ansat Sune Lærkedahl Jensen som ny cheftræner.
Onsdag har de så forlænget med to af klubbens spillere forud for den kommende sæson i 2. Division.
Der er tale om målmanden Jonas El-Beltagi og højrebacken Malthe Rugaard.
- Både Malthe og Jonas er vokset som spillere i denne sæson, og vi har store forhåbninger til, at de vil styrke vores trup endnu mere i næste sæson, siger sportslig ansvarlig i Næstved, Peter Dinesen.
Næstved har udover forlængelserne af 24-årige El-Beltagi og 19-årige Rugaard også rykket fire ungdomsspillere op i divisionstruppen.
Det drejer sig om August Lærkebjerg, Oliver Bertelsen, Mikkel Meldgaard og Benjamin Olsen, hvoraf de tre førstnævnte fik sin debut for førsteholdet i den forgangne sæson.
Klubben skriver på hjemmesiden, at de forventer yderligere aktivitet på spillerfronten.
Der har allerede været gang i svingdøren hos Næstved. Kenneth Gangsted stopper som fodboldchef, Peter Dinesen er færdig som teknisk chef og rekrutteringsansvarlig, Peter Nielsen forlader posten som administrerende direktør, ligesom klubbens mangeårige anfører Jesper Christiansen ikke har forlænget kontrakten.
Næstved sluttede som nummer seks i den seneste sæson i 2. Division.


Næstved Boldklub
CampoBet 2. division































