





Sejren var nærmest i hus for Vendsyssel FF, da hjemmeholdet var foran 3-0 mod Næstved Boldklub.
Det blev dog endnu værre på målmandsfronten for udeholdet med få minutter tilbage af NordicBet Liga-opgøret.
Her måtte Næstved-målmand Nicklas Dannevang nemlig udgå med en skade, men Peter Bondes tropper havde ikke flere udskiftninger.
Det betød, at Næstved skulle sende en markspiller på mål, og her trak midtbaneprofilen Mark Kongstedt nitten.
- Det var ikke fordi, jeg havde megalyst til det, og så endte det med at blive mig. Sådan er det, siger Mark Kongstedt til bold.dk og tilføjer.
- Da vi blev klar over situationen, tænkte jeg, at en måtte jo gøre det, og jeg kunne godt regne ud, at ingen havde lyst. Jeg valgte bare at tage trøjen og handskerne på, og det var kun fem-seks minutter. Jeg havde tro på, at det nok skulle lade sig gøre.
Du kan den bizarre målmandssituation i videoen øverst i artiklen.
27-årige Kongstedt siger dog, at han kunne have været genstand for et godt grin, hvis han havde fejlet
- Det er klart, at man tidligere har set markspillere, der er kommet ned i målet, og så kommer de til at se megadumme ud, og så ligger der klip af det på nettet de næste ti år, og så kan alle grine af det.
- Jeg nåede slet ikke at tænke over det, men når man ser tilbage på det, kunne der godt være kommet afslutninger, og når jeg ikke er vant til at stå i målet, kunne jeg godt lave en fejl, som kunne have været sjov, men det nåede jeg slet ikke at tænke over.
Det mest mærkelige
Kongstedt fortæller, at det var en noget speciel og nærmest bizar oplevelse at stå mellem stængerne, selv om det var stille og roligt.
Næstved-spilleren slap dog med skrækken, da Vendsyssel havde kurs mod en sikker sejr i NordicBet Ligaen, og derfor slap Kongstedt for at hive en redning op.
- Det er nok det mest mærkelige, som jeg har prøvet, siger Kongstedt og uddyber, at han var glad for at få handskerne af igen.
Efter kampen var stemning meget nedtrykt grundet 0-3-nederlaget, men Kongstedt blev alligevel anerkendt for at tage en for holdet.
- Vi var ikke særligt glade i omklædningsrummet, men der var nogle efter kampen, der sagde, at de havde respekt for, at jeg tog den, og det var flot, at jeg tog det ansvar.
- Mest af alt handlede det om resultatet og præstationen efter kampen. Det var ikke godt nok, og vi var skuffede, så vi var mest stille, og folk var lidt trætte af det, siger Mark Kongstedt til bold.dk.
Med nederlaget indtager Næstved en fjerdeplads i NordicBet Ligaen.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Næstved Boldklub
Betinia Liga


































