- Ordet 'legendarisk' er lidt stort at bruge. Selvfølgelig havde jeg ikke sat næsen op efter sådan en bedrift, da jeg som 16-årig knægt skiftede til Holland.
Ordene kommer fra Lasse Schöne, da han bliver bedt om at forholde sig til sin nye rekord som den udlænding med flest kampe i Æresdivisionen.
Den bedrift blev søndag en realitet, men mange års arbejde ligger bag.
I 2002 flyttede Schöne til Holland og Heerenveen, og det blev startskuddet til en fodboldkarriere, som kun er de færreste forundt.
Den danske midtbanespiller spillede sig op gennem ungdomsrækkerne i Heerenveen, inden han skiftede videre til De Graafschap. Her voksede han videre som spiller og blev derfor solgt til NEC Nijmegen, inden turen gik videre til Ajax i 2012.
I Ajax toppede karrieren, og han slog undervejs sit navn fast med 64 mål og 52 oplæg i 287 førsteholdskampe for storklubben.
Artiklen fortsætter efter billedet

Seks år senere skiftede han til Genoa, men han vendte hurtigt retur til Heerenveen, inden han gjorde comeback i NEC Nijmegen, hvor han er i dag.
Historisk i Holland
Søndag skrev han sig ind i historiebøgerne, da han blev skiftet ind på sin gamle hjemmebane i Ajax, Johan Cruyff Arena.
Schöne rundede nemlig 434 kampe i Æresdivisionen, og dermed overtog han rekorden for flest kampe som udlænding.
- Jeg holder ikke vildt meget øje med mine egne statistikker, men jeg var selvfølgelig klar over det og er stolt over at have nået så mange kampe. Det betød også ekstra meget for mig, at det var i den arena, hvor jeg har haft min bedste tid som spiller. Det gjorde det lidt specielt.
Gav det anledning til gåsehud?
- Man får altid gåsehud, når man træder ind på banen. Hele stadion rejste sig og klappede, så det betød også meget for mig, at man stadig bliver husket i Amsterdam.
Schöne havde på forhånd udlignet rekorden fra målmanden Hans Vonk. Derfor vidste både han og medierne, at der blive skrevet historie, hvis han kom på banen.
- Det fyldte en smule op til, fordi jeg havde udlignet den tidligere rekordholder med 433 kampe. Jeg blev desværre skadet, så det tog lidt længere tid.
Med den her bedrift er du jo blevet legendarisk i Holland. Hvordan er den følelse?
- Ordet 'legendarisk' er lidt stort at bruge. Selvfølgelig havde jeg ikke sat næsen op efter sådan en bedrift, da jeg som 16-årig knægt skiftede til Holland. Jeg er selvfølgelig stolt og glad over at have spillet så mange kampe.
- Det er flot at opnå, men jeg har ikke gået og tænkt meget over at overtage rekorden.
Holder fremtiden åben
Schönes dåbsattest siger efterhånden 37 år, og til sommer udløber hans nuværende kontrakt med NEC Nijmegen.
Derfor skal der træffes en beslutning om fremtiden inden for den nærmeste fremtid. Spørgsmålet er nemlig, om han skal stoppe til sommer eller tage en sæson mere.
- Jeg ved det faktisk ikke endnu, jeg har ikke taget en beslutning. Enten bliver det her mit sidste år, ellers tager jeg et år mere. Det kommer lidt an på forskellige ting. Der kommer da et par kampe ekstra på statistikken, men om det bliver mange, det tror jeg ikke nødvendigvis.
- Hovedet og kroppen har det stadig godt. Jeg elsker stadig at spille, jeg har det godt og kan stadig være med på niveauet.
Beslutningen om at stoppe som aktiv fodboldspiller kan virke en smule skræmmende, men det handler også om at finde det rette tidspunkt, lyder det fra den garvede rekordholder.
- Et karrierestop er meget definitivt, det er ikke lige som et klubskifte. Det er jo slutningen på et stort kapitel i ens liv. Så det er da svært, men man skal også huske at stoppe på en god måde – både med hensyn til niveauet og kroppen. Det er fedest slutte på en god måde.
-Beslutningen er ikke taget endnu, forsikrer Lasse Schöne til Bold.
Lasse Schöne har ud over sin flotte hollandske karriere også 51 danske landskampe på CV’et.

Nijmegen
Æresdivisionen



































