Udefra lignede det en overraskelse.
Johannes Hoff Thorup havde dog lugtet lunten.
Den 22. april fik den tidligere FC Nordsjælland-chef og Glen Riddersholm besked om, at de ikke længere var ansat som henholdsvis chef- og assistenttræner i Norwich.
Johannes Hoff Thorup tager i et interview med Bold bladet fra munden omkring sin afskedigelse.
- Jeg er fint afklaret med det. Her de seneste måneder, og måske endda siden jul, kunne jeg godt mærke, at målsætningerne begyndte at handle mere om præstationer nu og her og ikke det langsigtede, som vi var blevet fortalt, da Glen og jeg begyndte.
- Vi kunne godt se, hvilken vej det bar henad. Projekter kan ændre sig undervejs, og det er fair nok. Det er en klub i sin fulde ret til at gøre. Vi havde dog ikke regnet med, at det ville ske nu. Vi havde nok taget nogle andre beslutninger undervejs, hvis vi havde vidst det,
- Men jeg vil altid sige, vi ikke fik nok tid. Vi arbejdede meget med et langsigtet projekt og tro på, at vi havde god tid til at implementere vores spillestil og vores tanker og ambitioner, siger Hoff Thorup.
Danskerne fik beskeden dagen efter et 1-3-nederlag til Millwall.
- Vi fik det at vide dagen efter vores sidste kamp. Det var en mandag i Millwall, og tirsdag formiddag havde vi et møde for at diskutere tingene. Der havde sportsdirektøren allerede taget beslutningen, som han gav først mig og siden Glen. Det var faktisk ret simpelt og lige til, siger Hoff Thorup.
Hoff Thorup og Riddersholm valgte at tage hjem til førstnævnte for at tilbringe resten af dagen med deres familier.
Heldigvis for Hoff Thorup har hans makker prøvet at håndtere en fyring før.
- Glen har jo prøvet det før. Han har erfaring i at håndtere den slags, siger Hoff Thorup med et stort grin og fortsætter:

Foto: Norwich
- Jeg tog en kop kaffe sammen med Glen efter beskeden, og så tog vi hjem til min datter, kone og jeg. Så kom Glens kone og en dansk analytiker, vi har haft i klubben. Han havde også familien med.
- Vi fik lidt kaffe, en enkelt øl og noget godt at spise. Vi fik vendt det hele og talt ud. Det var fint at gøre, og jeg tror også, at det var fint for konerne at se, at vi ikke var gået helt i kulkælderen over det, siger den nu tidligere Norwich-boss.
Svært dansker-farvel
De to trænere er langt fra de eneste danskere, der har haft sin daglige gang i Norwich i denne sæson.
Spillere som Emiliano Marcondes, Oscar Schwartau og Anis Ben Slimane blev hentet ind, mens Jacob Lungi har været i klubben længe.
Johannes Hoff Thorup fortryder på ingen måde sit ophold i Norwich, men han er træt af, at han har stillet nogle spillere noget i udsigt, som ikke har vist sig at flugte med virkeligheden.
Alt sammen, fordi en strategi og plan ikke var den, som var aftalt ved ansættelsen.
- Der er altid en god risiko i fodbold, især når man taber ligeså meget, som man vinder. Så jeg fortryder slet ikke, at jeg tog herhen. Det giver en masse erfaring. Det har på godt og ondt været enormt spændende at arbejde i England.

Foto: Imago/Ritzau Scanpix
- Det har været specielt at skulle sige farvel til danskerne. Vi kan jo starte med Oscar Schwartau, som vi tog over, fordi vi mente, at han ville være et perfekt match til vores projekt. En spiller, der ikke ville være blandt rækkens bedste i sin første sæson, men havde potentialet til at blive det.
- Anis Slimane var lidt den samme case. Han skulle have en chance for at komme lidt op igen i en liga, som han kendte.
- Så noget af det sværeste har faktisk været, at den historie, vi har fortalt nogle af danskerne og også de andre om klubbens projekt og ambitioner, den har ændret sig undervejs. Jeg har talt med alle de danske spillere efterfølgende.
- Mange fra spillertruppen har rakt ud for at sige tak for samarbejdet, men også for at sige, de var lidt forundrede. Jeg kan også godt sige, at jeg selv er forundret, men jeg så godt, det var på vej. Der var færre møder om, hvordan næste sæson skulle se ud, siger Hoff Thorup.
Udelukker ikke Superligaen
Hvad fremtiden nu skal byde på, ved Hoff Thorup endnu ikke.
Men det er helt sikkert, at han stadig har en kæmpe sult på trænergeringen.
- Jeg elsker at være fodboldtræner, og jeg plejer at være med i denne del af sæsonen, hvor det hele bliver sjovt. Nu skal jeg i stedet se det hjemme i sofaen, og det er jo irriterende.
- Men jeg kommer til at vælge mit næste trænerjob med omhu. Det er ikke noget, der haster. Det er en af fordelene ved at have været på en udmærket kontrakt her i England - at jeg ikke behøver skynde mig.
- Jeg har også en familie, som er med i det her, og derfor skal jeg tage det rigtige valg. Men jeg ser ikke mig selv sidde og samle støv, siger han.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Johanes Hoff Thorup skal nu have lagt en plan med sin agent.
Men han udelukker intet - heller ikke Superligaen.
- Jeg er åben for det hele, og jeg er også åben for forskellige typer af projekter. Jeg er ikke en træner, der kun vil tage de langsigtede projekter, det kan også være en klub, der har behov for at vinde allerede i morgen. Det vigtigste er bare, at man har forventningsafstemt.
Der har endda allerede været henvendelser fra interesserede folk:
- Ja, der har da været nogen. Det er bekræftende nok i, at det arbejde, vi har lavet, er blevet set både her og andre steder i Europa. Nu har jeg først og fremmest aftalt med min agent, at vi tager en frokost for at få afklaret, hvad jeg allerhelst kigger imod.
- Så jeg tager gerne en kaffe, men jeg er også lidt selektiv med kaffekopperne, inden vi har lagt en klar og tydelig plan, siger Hoff Thorup.
Ikke travlt med Danmark
I forbindelse med en trænerfyring opstår der en masse praktiske opgaver.
Dem har Johannes Hoff Thorup dog ikke travlt med at få løst.
- Vi bor i et dejligt hus her i England. Vi har en god have, og vejret er godt i disse dage. Så vi har ikke travlt med at komme hjem.
- Det er faktisk meget rart at prøve for en gangs skyld. Vi holder lidt ferie i slutningen af maj/start juni, og så ser vi på det.
- Vi har en lejlighed i København, og både min kone er jeg er derfra. Så vi ser frem til at komme hjem og holde sommer i København, afslutter Johannes Hoff Thorup.
Den 36-årige træner nåede 47 kampe i spidsen for Norwich.
Han var fra januar 2023 og et halvandet år frem cheftræner for FC Nordsjælland, hvor han fik 67 kampe.


Norwich
Championship



































