Norwich vælter i danske aktører.
Kanariefuglene har lige nu Emiliano Marcondes, Pelle Mattsson, Oscar Schwartau, Mathias Kvistgaarden og Anis Ben Slimane i truppen.
Senest markerede de tre sidstnævnte sig med scoringer i storsejren over West Bromwich.
Og den danske forbindelse stopper ikke her.
Johannes Hoff Thorup var cheftræner i Championship-klubben i sidste sæson, mens Glen Riddersholm var ansat som assistenttræner.
Og det er bestemt ikke tilfældigt, at der bliver kigget mod Danmark.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det fortæller Paddy Davitt, der er fodboldredaktør for Pink Un, til Bold.
- Norwich City forsøger at være meget strategiske i deres rekruttering og leder efter spillere, som de vurderer, er prissat under markedsværdi, når de udser potentielle mål – ofte i ligaer, der ikke får helt så meget opmærksomhed som de større europæiske turneringer.
- I de seneste transfervinduer har de hentet spillere fra Bulgarien, Tjekkiet og Polen. Og i dette transfervindue fra MLS.
- Ansættelsen af Johannes Hoff Thorup ved starten af sæsonen 2024/25 afspejlede et øget fokus på det danske marked eller spillere med dansk baggrund.
- Han spillede en meget central rolle i signingen af blandt andre Oscar Schwartau, Emiliano Marcondes og Anis Ben Slimane.
- Jeg er sikker på, at det indledende, sonderende arbejde omkring en aftale for Mathias Kvistgaarden også har haft hans input – samt hans daværende assistent, Glen Riddersholm.
Ny Norwich-dansker?
Selvom Norwich-truppen allerede er godt besat af danskere, så skal der muligvis gøres plads til endnu en.
Kasper Høgh er blevet meldt på blokken i den engelske klub, men det er en handel, der bliver svær at lande, mener Davitt.
- Norwich rettede mandag en forespørgsel til Bodø, hvor et beløb på 6 millioner pund efterfølgende blev nævnt i de engelske medier.
- Det faktum, at han ikke blot spillede tirsdag, men også scorede to mål i Champions League-sejren over Manchester City, er dog et klart signal om, at Norwichs henvendelse enten ligger under Bodøs værdiansættelse, eller – som cheftræneren gav udtryk for efter sejren midt på ugen – at Bodø betragter ham som en vigtig spiller, der ikke skal sælges i denne måned.
- Fra Norwichs side er der en fornemmelse af, at det bliver en vanskelig handel at gennemføre i denne måned, men det var før indsatsen i Champions League.
Davitt beretter samtidig, at Høgh ikke er den eneste Norwich-kandidat.
Tiden må vise, om interessen for den brandvarme Bodø/Glimt-angriber udvikler sig eller ej. Høghs kontrakt med nordmændene løber frem til udgangen af 2029.

Norwich
Championship




































