Onsdag er en stor dag for Nykøbing FC.
Klubben fra 2. division har nemlig udsendt en ny og meget ambitiøs 2030-strategi.
Den nye strategi indeholder syv punkter, som har til formål at skabe en bæredygtig fodboldklub med store ambitioner. Samtidig skal klubben spille en rolle i lokalmiljøet.
Alle punkter skal jf. strategien senest opfyldes i 2023.
Punkter i 2030-strategi
- Vi skal være en top-20 klub i Danmark. Dette gælder både for herre- og kvindehold.
- +5 millioner i årlig transfer- og talentomsætning
- +2.000 tilskuere i snit pr. kamp i Lollands Bank Park
- +20 millioner i årlig kommerciel omsætning
- Etablering af NFC Samfund. Vi vil gøre en mærkbar forskel i vores by og på vores landsdel.
- Top-20 talentakademi i Danmark.
- Internationalt samarbejde
Samtidig igangsættes en aktieemission, der løber frem til 25. april.
Bestyrelsesformand Rasmus Nagel forklarer tanken bag aktieemissionen:
- Der er lavet massive investeringer i Nykøbing FC i de seneste 10 år, og vi står nu på et så stærkt fundament, at vi kan præsentere en ny og ambitiøs strategi, hvor vi kan drømme stort på vegne af lokalområdet. De investeringer, der helt konkret er gjort i især talentudviklingen, faciliteter og det professionelle setup nyder stort respekt i fodbold-Danmark, og vi mærker tydeligt, at vi er blevet en attraktiv klub at investere i.
- Vi igangsætter den her emission, fordi vi er på et stadie, hvor det er et essentielt step at få investorer ind for, at vi kan lave de afgørende investeringer der er behov for ift. at blive en bæredygtig fodboldforretning og opnå vores strategiske målsætninger – sportsligt, kommerciel og socialt. Vi glæder os allerede til at kunne fortælle spændende nyt ift. nye investorer, der kan være med til at løfte forretningen.
I pressemeddelelsen slår bestyrelsesformanden desuden fast, at man vil holde ejerskabet lokalt.
- Fokus i emissionen er at fastholde det unikke lokalt forankrede ejerskab i NFC. I en fodboldverden, der har oplevet masser af udenlandske overtagelser, tror vi på, at det er helt væsentligt, at vi er lokalt forankret for at kunne sikre det lokale fokus, der er så vigtigt i vores nye 2030-strategi. Det lokale ejerskab er alfa og omega for at kunne gøre en positiv forskel i lokalsamfundet, slutter han.
Nykøbing FC er aktuelt på sidstepladsen i 2. division.


CampoBet 2. division
Nykøbing FC



































