Noah Sekula har i løbet af forårssæsonen erobret en plads i Nykøbing FC’s startellever og leveret stærke præstationer undervejs.
Nu bliver den 20-årige back udstyret med sin første professionelle kontrakt, lyder det fredag fra klubben.
Fodbolddirektør Claus Jensen glæder sig over aftalen med Sekula, der som akademi-spiller kom til fra FC Nakskov.
- Vi er utrolig glade for at kunne tilbyde Noah hans første professionelle kontrakt. Han har arbejdet hårdt for denne mulighed og har gennem hele sæsonen vist, at han fortjener den tillid, vi nu giver ham.
- Særligt her i foråret har han grebet sine chancer og spillet en vigtig rolle for holdet.
- Samtidig er Noahs historie et rigtig godt eksempel på, hvad et stærkt lokalt samarbejde kan føre til.
- Vi har haft et godt og konstruktivt samarbejde med FC Nakskov gennem flere år, og det har været med til at skabe den udviklingsvej, som Noah har fulgt.
- Det glæder os meget, at en spiller fra vores nærområde nu kan tage skridtet ind i professionel fodbold gennem Nykøbing FC, lyder det.
Noah Sekula har sat sin signatur på en aftale, der løber frem til sommeren 2027.


CampoBet 3. division
Nykøbing FC

































