2. division -Thygesen efter Nykøbing-nedrykning: Alle er kede af det
2025-05-16 12:40:00
Foto: Nykøbing FC

Thygesen efter Nykøbing-nedrykning: Alle er kede af det

Mikkel Thygesen har stået i spidsen for Nykøbing FC siden marts, og selvom håbet var der, kunne han ikke forhindre sit hold i at rykke ned i 3. division, hvilket blev en kendsgerning tirsdag aften. Til Bold sætter han ord på nedrykningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

2. div - 28. runde

FT

ISH

2 - 1

NFC

Det var i forvejen et stejlt bjerg at bestige, og det viste sig også at være en umulig opgave for Mikkel Thygesen at redde Nykøbing FC, efter han blev ansat i marts.

Tirsdag aften rykkede de ud af 2. division, da de spillede 3-3 med FC Helsingør, mens Thisted samtidig vandt deres kamp. Derfor har Nykøbing 16 point op med fem kampe tilbage, og de kan dermed ikke nå op over nedrykningsstregen længere.

Det er et faktum, som selvfølgelig ærgrer cheftræneren.

- Det er aldrig let, når man rykker ned, så uanset hvor svære betingelserne har været eller hvor svær en opgave vi har set ind i, så vil man altid være skuffet over det. Fordi det er hårdt - selvfølgelig er det det, siger Mikkel Thygesen til Bold og fortsætter.

- Det er vi alle sammen kede af og skuffede over, at vi er endt, hvor vi er endt. Og det er så også det. Faktum er, at vi er rykket ned og må se realiteterne i øjnene, og det gør vi også.

Mikkel Thygesen overtog et kriseramt Nykøbing FC-mandskab, der inden da var styret af Claus Jensen. Han overgik til at blive fodbolddirektør for klubben.

Thygesen fik også en rigtig positiv start på tilværelsen i 2. division, da Nykøbing vandt den første kamp 4-0 med den tidligere FC Midtjylland og Brøndby-spiller i spidsen.

Det blev dog ikke fulgt op i de resterende fem kampe i grundspillet, hvor det kun blev til et enkelt point. I nedrykningsspillet er det blevet til fire point, hvilket ikke var tæt på at være nok.

- Jeg vidste da godt, at det var en svær, men ikke umulig opgave, da jeg valgte at sige ja, men det var vigtigt for mig at kunne se det lange perspektiv.

- Vi har været ærlige og transparente hele vejen igennem og hele tiden snakket ind i, at der også kommer en dag i morgen.

Mikkel Thygesen begyndte sæsonen som træner for FC Roskilde i NordicBet Ligaen, men må nu en tur ned med Nykøbing FC til den fjerdebedste række. Det er træneren egentlig afklaret med.

- Vi har været de forskellige scenarier igennem, inden vi valgte at lave samarbejdet. Så jeg har været bevidst omkring det. Det vigtigste for mig var, at der var en klar strategi for, hvad vi gør for at vende tilbage til der, hvor vi føler, vi hører til.

Positiv udvikling
Mikkel Thygesen har en kontrakt med Nykøbing FC indtil 2027, og cheftræneren ser frem til den udfordring, der venter i form af at rykke Nykøbing op igen fra 3. Division

Her handler det først og fremmest om at få skruet på nogle knapper på banen, og der har han allerede set lovende takter i dette forår, efter han tog over.

- På udtrykket og det spillemæssige har jeg set en fremgang. Vi er i kontrol i større dele af kampene, end vi har været førhen. Vi kan tillade os at være skuffede over, at vi ikke har fået de tre point. Så udviklingsmæssigt er vi kommet et langt stykke.

Det er første skridt i retningen af den 2030-strategi, som Nykøbing FC ynder at udleve. Den indebærer blandt andet, at de skal være en top-20 klub i Danmark og have en årlig transfer- og talentomsætning på +5 mio. kroner.

Det er også den plan, Mikkel Thygesen er blevet præsenteret for og har købt ind på at være en del af, da han skrev under med klubben.

- Klubben har været ekstremt proaktive ved også at fremlægge en strategi 2030, og det er noget man virkelig kan forholde sig til.

- Vi har nogle målsætninger, og så har vi nogle delmål undervejs, hvilket jeg synes er spændende. Alle ønsker at være på højst mulig niveau, men der er også noget rigtig spændende i at få et hold og en klub dertil. Og det kan jeg se rigtig meget potentiale i, og det giver mig rigtig, rigtig meget energi til det daglige arbejde.

Nykøbing FC har fem kampe tilbage i 2. division, som kan bruges til at forberede holdet mod næste sæson. Den 40-årige træner tror på, at fremtiden ser lys ud for Nykøbing FC, hvis de fortsætter i samme spor.

Artiklen fortsætter efter indholdet

2. div - 28. runde

FT

ISH

2 - 1

NFC

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce