Den eneste spiller, OB købte i sommerens transfervindue, viste sig også at blive en af mandskabets vigtigste skikkelser i fynboernes flotte efterår i NordicBet Ligaen.
30-årige Jakob Bonde startede ikke bare samtlige 17 kampe. Han er blevet en hjørnesten i genopbygningen af det fynske fodboldflagskab og en erfaren herre, de unge kan støtte sig til, når blæsten tager til.
Af samme årsag var det et kæmpe slag for OB, da det efter weekendens kamp mod Vendsyssel stod klart, at Bonde misser resten af sæsonen og meget mere til med en korsbåndsskade.
Men står det til Søren Krogh, går han ikke glip af meget mere end det.
For OB-cheftræneren vil hive midtbanespilleren ind som sparringspartner i trænerstaben.
- Vi har mistet en spiller, der er vigtig for holdet. Han er taktisk klog. Han gør folk omkring sig bedre. De unge kan læne sig opad ham, og så har han særligt de seneste fire-fem kampe vist et usædvanligt højt niveau.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi mødte FC København i en træningskamp for ikke så lang tid siden, og der var det vel kun Thomas Delaney, der præsterede på et lignende niveau, siger Søren Krogh til Bold.
- Nu handler det for os om at præsentere ham for en tydelig plan, der går i dybden med, hvordan han skal få det næste år til at gå. Og der skal vi involvere ham. Jeg vil gerne bringe ham tættere på nogle taktiske ting.
Altså ser du ham i en form for trænerrolle i staben, mens han er ude?
- Jeg vil bruge ham i højere grad til at spare omkring taktiske dispositioner. Han har i øvrigt en meget god fornemmelse for, hvad det vil sige. Han er en reflekteret gut. Så jeg kommer til at bruge ham mere. Også for at skabe mere indhold i hans hverdag. Det ville være fuldstændig åndssvagt ikke at bruge ham til sådanne nogle ting.

Foto: Thomas Sjørup
Undersøger markedet for en erstatning
OB vinkede i sommer farvel til en lang række spillere, som ikke skulle være med til at få fynboerne tilbage i Superligaen, mens sportschef Troels Bech var varsom med handlingerne den anden vej.
Kun Bonde kom til fra Viborg som en ønskespiller for Søren Krogh, og så blev talentfulde Julius Berthel Askou, Marcus McCoy, Nikolaj Juul-Sandberg, Elias Hansborg og William Martin hevet fast op på førsteholdet.
Spørgsmålet er så, om Bonde skal erstattes, når transfervinduet åbner i januar.
- Vi havde et møde i går, hvor vi vendte, hvordan vi ser på, om han skal erstattes eller ej, og det er der ikke et klart svart på endnu.
- Men det er klart, at vi sonderer det terræn noget ekstra. For er der nogle muligheder, så kigger vi selvfølgelig på dem. Men han er svær at erstatte. Både på og uden for banen.
Skaden til Bonde betyder også, at Søren Krogh formentlig skal udpege en ny viceanfører i midtbanespillerens fravær.
OB har en kamp tilbage i 2024. B.93 kommer til Odense på søndag, og med en sejr kan fynboerne spille sig op på 47 point i toppen af tabellen.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
OB
Betinia Liga
































