OB har lørdag præsenteret 20-årige Mikkel Hyllegaard som ny spiller i Ådalen, men det er en særlig tilgang, som OB har sikret sig.
Unge Hyllegaard har aldrig været professionel tidligere, så det er en drøm, der går i opfyldelse, siger Hyllegaard til ob.dk.
- Det betyder rigtig meget for mig, og det er en drøm, jeg har ønsket ville gå i opfyldelse, siden jeg var helt lille - så i dag er en rigtig speciel dag for mig, indleder Hyllegaard og fortsætter:
- Jeg har haft en anden vej til en professionel kontrakt end mange andre, da jeg er gået via efterskole og gymnasie i Oure, men jeg har hele tiden troet på, at jeg kunne nå mit langsigtede mål om at blive professionel fodboldspiller.
Hvilke forventninger den 20-årige hurtigløber har til sin kommende tid i OB, har han svært ved at sætte ord på.
- Jeg synes, det er svært at sige, hvad jeg har af forventninger til den kommende periode. Til at starte med vil jeg bare gerne ordentlig ind på holdet i OB.
- Jeg har delvist været en del af holdet i et halvt års tid, så det bliver ikke svært, men alligevel bliver det anderledes nu, da jeg er en del af holdet hele tiden.
- Fra min egen side kommer det også på sigt til at skabe nogle forventninger, i forhold til at jeg på et eller andet tidspunkt selvfølgelig godt kunne tænke mig at få spilletid i 3F Superligaen.
- Men i første omgang vil jeg gerne tættere på gutterne i omklædningsrummet, fortsætte min udvikling – og vigtigst af alt bare spille en masse fodbold.
Hyllegaard har gennem det seneste halve år trænet regelmæssigt med i OB, og han har spillet flere kampe for klubbens reservehold, hvor han har nettet fire gange.