Siden 2016 har Jeppe Tverskov slået sine folder i OB, men det gør han ikke nødvendigvis meget længere.
29-årige Tverskov har kontraktudløb til sommer, og nu hvor vi er gået ind i 2023, kan han frit forhandle med andre klubber.
- Der er egentlig ikke ændret så meget, udover at jeg godt kan se, at det er blevet januar. Den 1. januar er jo en dato, som mange noterer sig, men lige nu er der ikke sket så meget.
- Jeg er stadig i dialog med OB, og vi snakker rigtig fint sammen om fremtiden, men der er ikke besluttet noget endnu. Vi må se, siger Jeppe Tverskov til bold.dk.
Dialogen med OB omkring fremtiden har stået på i flere måneder.
- Det er både klubbens og mit held, at jeg har været her i så mange år, så vi har så god en relation. Vi har løbende snakket om situationen og holder kontakten ved lige.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det er kun en fordel for os begge, at vi har været i dialog i lang tid, for det gør, at man har mulighed for at gøre status flere gange og se, hvor man er, siger anføreren.
Spændende situation
Selv om Jeppe Tverskov ikke har lukket døren for en forlængelse i OB, lægger han heller ikke skjul på, at han kigger på andre muligheder, der måtte dukke op.
- 1. januar er en meget naturlig skæringsdato både for klubber og spiller, så selvfølgelig ser man på mulighederne.
- Jeg har været i OB i syv år og har forlænget to gange – både i en periode, hvor det gik mindre godt, men også hvor det gik godt. Jeg har været med til både op- og nedture, så det er lidt nyt for mig at stå i den her situation.
- Det har jeg ikke gjort i mange år, så jeg vil da godt indrømme, at det er lidt spændende, at man lige pludselig har lidt flere muligheder at kigge på, siger Tverskov.
Kan du sige, hvilken vej pilen peger lige nu?
- Det kan jeg ikke, og det er faktisk helt ærligt, for jeg ved det ikke lige nu. Som sagt er det længe siden, jeg har stået i denne situation, og det er en spændende tid, jeg går i møde, men det er det jo også for OB med situationen i Superligaen.
- Både for klubben og mig er det egentlig fint at afvente lidt, så det er vi blevet enige om, og så tager vi det stille og roligt.
OB er øjeblikkeligt nummer fem i en tæt 3F Superliga-tabel.
Udlandet lokker lidt
Hvis Jeppe Tverskov skal videre fra OB, er det spørgsmålet, om han kan se sig selv i en anden dansk klub, eller om udlandet lokker mere i så fald?
- Jeg synes, det er svært at svare på nogle af de her ting, før man får noget konkret og skal beslutte nogle ting, men det er klart, at jeg har været glad i OB i så mange år, så lige nu er det måske svært at se sig selv spille i en anden dansk klub.
- Jeg har jo spillet mange år i Danmark, så det kunne da godt være, hvis der skulle være noget andet, at man skulle prøve at få nogle andre oplevelser ud af det, men jeg kan ikke sige det ene eller det andet endnu.
Tverskov regner ikke med en afklaring her i januar.
- Jeg tænker ikke, det bliver aktuelt at skrive under på noget og så holde det hemmeligt i flere måneder. Der kører vi med åbne kort, også fordi jeg altid har haft så god en relation til OB, siger Jeppe Tverskov til bold.dk.
Tverskov har tidligere været i Lyngby og Randers.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
OB
3F Superliga


































