



OB-keeper Martin Hansen var ikke en tilfreds mand fredag aften.
Her tabte Odense-klubben nemlig med 1-3 til FC Midtjylland, hvor målmanden var ude med riven mod sig selv og resten af holdet.
Efter kampen sendte Hansen dog også en stor kritik afsted mod dommer Jakob Kehlet, som havde ansvaret for opgøret.
- Jeg synes generelt, at det ville klæde dommerne en gang imellem også at sætte sig ind i frustrationerne hos spillerne i stedet for at sige, at der ikke er en skid.
- Jeg kan godt forstå, at det kan se voldsomt ud, men det ville klæde dem at have mere forståelse og overskud i situationerne.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det er jo os andre, som står og ser lidt dumme ud.
Er der nogle bestemte situationer, som du står og tænker over?
- Der var jo tre/fire gange, hvor jeg blev trådt over tæerne, hvor jeg sagde til ham, at han skulle prøve at kigge herind, da jeg også blev holdt i armene og trøjen.
- Det eneste, som jeg fik at vide, var, at der ikke var en skid.
- Så det ville klæde dem, hvis man også kunne have en dialog med dommerne, uden at man fik at vide, man bare skulle smutte ind i målet, udtaler Martin Hansen til TV3 Sport efter opgøret.