Når OB indleder foråret, er det med Søren Krogh som bossen på sidelinjen, men cheftrænere har som bekendt brug for assistenter ved deres side.
Og det lader til, at det er en kabale, der er ved at falde på plads i OB-staben.
bold.dk erfarer, at Mads Lyng, som i september stoppede som assistenttræner i AC Horsens, nærmer sig posten i Ådalen og er tæt på at kunne træde ind i staben sammen med Søren Krogh og den øvrige assistenttræner Frank Hjortebjerg. Der mangler dog fortsat at blive sat en underskrift, før det hele kan gå op.
Da OB tog afsked Andreas Alm i starten af november, og Søren Krogh blev forfremmet - først på midlertidig basis og siden som den permanente løsning - efterlod det et hul i trænerteamet, den tidligere ressourcetræner Thomas Helveg har udfyldt.
Siden har OB ledt efter en kandidat med god forståelse for dødbolde, hvilket blandt andet var et ansvarsområde, Krogh tidligere havde som assistent under Alm.
bold.dk har tidligere været i kontakt med Mads Lyng, men han har ingen kommentarer til oplysningerne.
Artiklen fortsætter efter billedet

Björn Wesström bekræfter, at OB afsøger muligheder, men afholder sig fra at sige mere:
- Vi har haft samtaler med en række kandidater, som jeg ikke ønsker at kommentere, har fodbolddirektøren skrevet i en kort sms.
Lyng var i mere end 10 år en del af Horsens, og siden 2017 var han assistenttræner i den jyske klub.
I juli blev han efter gensidig aftale sendt på orlov, fordi han var skuffet over ikke at blive udpeget som ny cheftræner, da Jens Berthel Askou forlod Horsens til fordel for IFK Göteborg, og i september stoppede parterne samarbejdet helt.
Siden bruddet har Mads Lyng søgt nye udfordringer og blandt andet brugt sin tid på at færdiggøre sin P-licens.
Han nåede i december 2020 at stå i spidsen for Horsens på midlertidig basis i perioden mellem Jonas Dal og Jens Berthel Askou.
I flere år arbejdede Lyng også under Bo Henriksen, der nu er cheftræner for FC Zürich.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
OB
3F Superliga


































