OB tabte søndag 0-2 til Vejle Boldklub, og fynboerne fortsatte dermed den sløje stime i denne sæson, der blot har budt på fire sejre.
Faktisk er OB's sæson efter 22 runder én af de værste, de har præsteret nogensinde i Superligaen, siden en sejr gav tre point i 1995/96.
OB har blot skrabet 21 point sammen, hvilket fynboerne kun har gjort værre én gang - nemlig i 1997/98 hvor de havde 18 point efter 22 runder. Dengang endte det med en nedrykning, da OB sluttede sidst i rækken.
I 2016/17-sæsonen havde OB også 21 point for 22 kampe og en marginalt dårligere målscore - nemlig på minus 10, hvor den i dag er på minus fire. I 2017 sluttede OB på ottendepladsen.
Artiklen fortsætter efter billedet

OB ligger aktuelt nummer ni i Superligaen med fem point ned til Vejle Boldklub, der ligger under nedrykningsstregen, som det ser ud nu.
Her er OB's fem dårligste sæsoner efter 22 runder:
Sæson | Kampe | V | U | T | Mål | Diff | Point | Slutplacering |
2014/2015 | 22 | 7 | 4 | 11 | 22-31 | -9 | 25 | 9 |
1999/2000 | 22 | 5 | 9 | 8 | 19-28 | -9 | 24 | 9 |
2021/2022 | 22 | 4 | 9 | 9 | 31-35 | -4 | 21 | |
2016/2017 | 22 | 5 | 6 | 11 | 19-29 | -10 | 21 | 8 |
1997/1998 | 22 | 4 | 6 | 12 | 29-39 | -10 | 18 | 12 |
Kilde: Superstats.dk