Mange gættede på, han ville blive OB's næste monstersalg.
Han har været på Golden Boy-listen og tog et stort ansvar på sine skuldre, da fynboerne sensationelt rykkede ud af Superligaen i den forgangne sæson.
Tobias Slotsager har på trods af sine bare 19 år allerede spillet 59 førsteholdskampe og været igennem meget med OB, siden forsvarsspilleren kom til klubben som U14-spiller i 2019 fra samarbejdsklubben Morud IF.
Nu tyder alt på, at samarbejdet snart slutter. Hans kontrakt med OB, der løber ud til sommer, bliver ikke forlænget, erfarer Bold.
I stedet ligner det et skifte til udlandet for Tobias Slotsager i løbet af januar. Ifølge Bolds oplysninger har ledelsen afstemt, at man vil vende tommelfingeren opad til et bud, der ideelt set lander på mindst en million euro, svarende til små 7,5 millioner kroner.
En pris, der er langt fra det beløb, man regnede med, Slotsager skulle indbringe OB som et potentielt fremtidigt rekordsalg.
Artiklen fortsætter efter billedet

Selvom fodbolddirektør Troels Bech, og i øvrigt hans forgænger Björn Wesström, de seneste par sæsoner op til flere gange har givet udtryk for, at de gerne vil forlænge med guldfuglen, er parterne aldrig kommet overens om en ny aftale.
Det er sket, mens hovedpersonen også har haft et ønske om selv at blive ved med at spille i den stribede trøje for sin hjerteklub.
Til sommer vil han kunne gå gratis og med blot et halvt år tilbage af Slotsagers kontrakt, står OB nu i en situation, hvor ledelsen ikke kan kræve den samme sum som i sommer, da Sturm Graz' bud på cirka 15 millioner kroner blev afvist prompte.
Dengang havde OB ikke sat et decideret prisskilt på Slotsager. På den måde forsøgte man at understrege, at man slet ikke var interesseret i at sælge sin forsvarsjuvel. Men det har ændret sig.
Ifølge Bolds oplysninger har OB nemlig besluttet sig for at give Tobias Slotsager grønt lys til et skifte her og nu mod en sum, der gerne skal ramme en million euro fra den købende klub.
Bold har været i kontakt med Troels Bech om Tobias Slotsagers situation.
Fodbolddirektøren erkender, at selvom sandsynligheden for en kontraktforlængelse med forsvarsspilleren er blevet mindre, har man stadig et ønske om at få det til at ske.
Er det stadig realistisk, I forlænger aftalen med Tobias Slotsager?
- Det er ikke min eksklusive ret at vurdere det.
- Men det er klart, at når vi har udtrykt det ønske længe, og at det ikke har kunnet lade sig gøre, så svinder troen på det sker ind, men det er stadigvæk den tilgang, vi har til Tobias, siger Troels Bech.
Bred interesse
I kulisserne er interessen for Tobias Slotsager bred.
Den 19-årige stopper var i september inkluderet som en ud af fire danskere på Golden Boy-listen, og med næsten fuld tid i den forgange Superliga-sæson som 18-årig har han gjort sig selv bemærket i udlandet.
Som Bold forstår det, følger klubber i blandt andet Holland, Belgien, Portugal og Spanien Tobias Slotsagers situation tæt, og der er klubber, der står klar til at slå til allerede her i januar.
Med OB's suveræne førsteplads i NordicBet Ligaen, har fynboerne direkte kurs mod deres målsætning om at komme tilbage i Superligaen.
Måske ovenikøbet et par runder eller flere før tid.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

OB
Betinia Liga




































