Youssoupha Sanyang.
Navnet ringer formentlig ikke en klokke hos ret mange herhjemme, men den gambiske kantspiller, der netop er blevet solgt til de tjekkiske mestre fra Slavia Prag for et rekordstort beløb, befandt sig faktisk kortvarigt under danske himmelstrøg for halvlandet år siden.
I november 2023 viste han sig nemlig frem i OB på klubbens U19-hold, hvor han som prøvespiller blev set an sammen med to andre spillere i form af svenske Eric Nilsson samt senegalesiske Mohamed Ifono.
Et besøg, fynboerne selv bekræftede på egne kanaler dengang, og Bold har siden fået bekræftet af kilder, at der er tale om den samme.
Besøget kom i stand få måneder efter, OB solgte gambiske Yankuba Minteh til Newcastle United i en kæmpehandel.
Prøvetræningerne kastede dog aldrig et længerevarende samarbejde af sig, og over et halvt år senere rykkede Sanyang så fra senegalesiske Teungueth FC til Västerås SK i Sverige på en lejeaftale, inden Östers IF nappede ham på en permanent aftale i januar 2025.
Artiklen fortsætter efter billedet

Siden har det for alvor taget fart for Youssoupha Sanyang. Han nåede blot 11 kampe med to oplæg til følge i Östers IF, hvilket tilsyneladende var nok for Slavia Prag.
Tjekkerne offentliggjorde tirsdag købet af den nu 19-årige gambier på en aftale frem til sommeren 2030, og det er ikke småpenge, mestrene har kastet efter ham.
Östers IF beskriver selv salget som en ny transferrekord i klubben uden at komme det nærmere, men svenske Expressen har løbende berettet om, at klubben modtager 32,5 millioner svenske kroner, hvilket svarer til omtrent 22 millioner danske kroner, for Youssoupha Sanyang.
Han blev i sidste uge udtaget til det gambiske A-landshold, der skal spille to træningskampe senere i juni.
OB leverede i weekenden en opsigtsvækkende nyhed med præsentationen af Alexander Zorniger som klubbens nye cheftræner, og det betød samtidig et farvel til Søren Krogh, der hurtigt fandt fodfæste, selvom han ikke var enig i beslutningen. Læs mere om det her.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
OB
3F Superliga





































