0-2 til FC Nordsjælland, 2-2 mod Randers og 1-5 mod FC Midtjylland.
Det har ikke været sjovt at være OB-fan i starten af den nye Superliga-sæson, hvor fynboerne fortsat er uden sejr, men det har dog ikke stoppet fansene i at støtte holdet på lægterne.
OB har nemlig meldt ud i en pressemeddelelse, at de har formået at slå klubrekorden for flest solgte sæsonkort, da de nu er oppe på over 4.100 solgte til klubbens hjemmekampe.
Og det har faktisk været en tendens de seneste fire sæsoner, fortæller Jack Jørgensen, som er kommerciel chef i OB.
- Vi er både beærede og taknemmelig for, at vi nu for fjerde sæson i træk sætter rekord for salget af fan-sæsonkort i OB.
- Aldrig før har så mange OB-fans købt sæsonkort til Nature Energy Park, og vi vil gerne sige tusind tak for støtten til alle vores loyale sæsonkortholdere, som skal vide, at hver en stribe tæller, lyder det Jack Jørgensen til klubbens hjemmeside.
I OB's to hjemmekampe i denne sæson har de i alt haft 12.897 fans på Nature Energy Park i Odense.
På søndag skal OB igen i aktion på eget græs, når AGF tager turen forbi Odense i Superligaen.
6 kommentarer
Jeg er jo fynbo selv og glødende Napolifan, men herhjemme er det Striwerne. Der skal dog helt andre boller på suppen, før jeg vil overveje at anskaffe et sæsonkort. Jeg nøjes med nogle enkelte hjemmekampe hver sæson, når vejret er til det.
Medløber og plasticfan? Javist. ;-)
Jeg har set og oplevet det i Aarhus. Det ville være helt forkert at sige at en sæson hvor man kæmper for ikke at rykke ned, er sjovere end en hvor man ender nummer 8 uden at være tæt på top 6 eller nedrykning… Men samtidig betyder en lorte sæson, at man rykker tættere sammen i bussen og at der er virkelig meget på spil i kampene, lidt som når man kæmper for de sjoveste pladseringer.. Folk kommer op ad stolene og man kan mærke at målene på stadion betyder det mere. En middel sæson, hvor man efter få runder af nedrykningsspillet ikke kan rykke ned, er noget af det mest ligegyldige og mindst seværdige i verden, men selvfølgelig klart at foretrække af de to på trods :-)
Jeg tror OB og AaB skal passe på i år, oprykkerne ser igen bedre ud end normalt (dog ikke Viborg Silkeborg gode). Der er ingen oplagte nedrykkere lige nu og pt. Synes jeg faktisk OB og AaB har set svagest ud af alle hold i ligaen rent spillemæssigt. Kunne godt se for mig at en af de to rykker ned sammen med Lyngby.