League 2 -Iversen om Scholes: En mærkelig situation
2019-03-22 06:30:02
Foto: Oldham

Iversen om Scholes: En mærkelig situation

Daniel Iversen var glad for det kortvarige samarbejde med Paul Scholes, og han mærker ikke, at der er kaos i klubben, som det ellers bliver udlagt i engelske medier.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den 11. februar blev Paul Scholes hyret som træner i Oldham. Den 14. marts sagde han op efter bare syv kampe.

I Oldham var Scholes træner for den danske U21-landsholdskeeper Daniel Iversen, og selvom samarbejdet var kort, var Iversen glad for Scholes.

- Han er en meget stille og rolig fyr. Han vil gerne have, at spillerne er pligtopfyldende og kommer til tiden. Han virkede som en rigtig god fyr i den tid, jeg nåede at have ham, siger Iversen.

Ifølge engelske Sky Sports modtog klubejer Abdallah Lemsagam opsigelsen via en besked i WhatsApp.

Mærkelig situation
Flere engelske medier skriver, at Scholes sagde op, fordi han ikke fik mulighed for at arbejde, som han havde håbet og var blevet lovet.

Daniel Iversen kender intet til årsagerne.

- Det var en mærkelig situation. Jeg er lidt uden ord, når det kommer til det der, siger Iversen.

- Jeg ved ikke så meget om, hvad der lige skete mellem ejerne og Paul. Jeg tror, jeg ved lige så meget som alle andre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det har været svært at forholde sig til, men det var heldigvis ikke lige op til en kamp, siger Iversen.

Vasker sit eget tøj
En ledende journalist hos avisen Daily Star siger ifølge Sky Sports, at der har været flere episoder, der har fået bægeret til at flyde over hos Scholes.

Ifølge journalisten var en bus eksempelvis udeblevet, mens spillerne på et tidspunkt var blevet bedt om at vaske deres eget tøj. Den sidste historie bekræfter Iversen.

- Vi skulle vaske vores eget tøj, men det var vist, fordi tørretumbleren i klubben var i stykker. Du må ikke hænge mig op på, om det var det, men det er jeg næsten sikker på, siger Iversen.

Episoden med bussen kan Daniel Iversen ikke nikke genkendende til.

Mærker intet kaos
Ifølge Daily Star-journalisten hersker der kaos i Oldham, men det har Iversen ikke mærket alverden til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg oplever det ikke sådan. Vi mærker ikke så meget som spillere. Jeg ved ikke, hvad der bliver talt om på kontorene, og jeg synes, at det bliver gemt meget godt væk, hvis der er noget, siger Iversen.

- Der har været mange managere og målmandstrænere inde og ude af klubben, og det giver selvfølgelig lidt kaos, men det er sådan, det er.

- Jeg føler mig rigtig godt tilpas. Jeg har gode holdkammerater og gode trænere, siger Daniel Iversen.

Den unge keeper er fast mand i Oldham.

nicolai@bold.dk


Foto: Oldham

Ingen kommentarer

I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær den første til at kommentere.

Skriv kommentar

annonce
annonce
annonce
annonce
0