Kalenderen siger marts 2025.
Nicolas Madsen er igen henvist til bænken og står et halvt år efter sit skifte fra Westerlo helt uden for billedet i Queens Park Rangers.
I løbet af de seneste måneder er det blot blevet til lidt over en halv times spilletid for den 26-årige dansker, som i flere kampe slet ikke har været en del af truppen.
Det står i skarp kontrast til tiden i Belgien, hvor han årene forinden havde været en stor profil og leveret bunkevis af scoringer.
På dette tidspunkt er Nicolas Madsen milevidt fra blot at drømme om at blive årets spiller i QPR i foråret 2026.
- Det var rigtig hårdt. Man har en masse forventninger til sig selv, og når det så ikke går, som man håber - og måske endda værre - så er det bare en hård periode, man skal igennem.
- Der gik mange tanker gennem hovedet på mig, og de var ikke ligefrem positive. Så for at sige det ligeud var det hele bare noget pis, fortæller Nicolas Madsen til Bold.

En manglende tro på sig selv begynder stille og roligt at komme snigende ind på det tidligere FC Midtjylland-talent, som lige pludselig befinder sig midt i karrierens største krise.
- Det er ikke populært i fodboldverdenen at sige, at man tvivler på sig selv, men det gør man jo, når man ikke spiller og i mit tilfælde var helt ude af truppen.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Selvtillid er noget, man lever rigtig højt på som fodboldspiller. Men når den er helt i bund, er det svært.
- Man begynder at fokusere på det negative i stedet for det positive, og så bliver det en ond spiral, fortæller han ærligt om den hårde start i klubben.
Stor hæder
Kalenderen siger nu maj 2026, og billedet er mildest talt et helt andet.
Nicolas Madsen er således netop blevet kåret til årets spiller i QPR - vel at mærke af både fans og spillere i Championship-klubben.
Det sker efter en flot sæson, hvor danskeren har været en af de altoverskyggende profiler for den engelske traditionsklub, der efter en blandet sæson endte på 15. pladsen i den næstbedste række.
Julien Stéphan, der siden i sommer har stået i spidsen for London-klubben, har da også været blæst bagover af den 26-årige fynbo.
Over for Bold sætter den franske cheftræner følgende ord på Nicolas Madsens opblomstring:

- 'Nico' har haft en kæmpe betydning for os i denne sæson. Han har fundet en måde at påvirke vores spil positivt på og har en rigtig god teknik.
- Men den største udvikling er nok sket uden bolden. Championship er en meget intens liga, og han imponerede mig med sine tilbageløb og tacklinger.
- Han fortjente at vinde prisen som årets spiller på grund af den indflydelse, han har haft. Sammenlignet med sidste sæson er det en helt anden 'Nico' nu.
- Han har mere selvtillid og intensitet, og han har en større indflydelse på holdet og på den måde, vi gerne vil spille på, lyder de rosende ord fra cheftræneren.
180 graders vending
Selv er Nicolas Madsen også ovenud lykkelig for hæderen og kan sågar se tilbage på den svære periode med et smil på læben.
- Sidste år var turbulent, så hvis jeg kan tillade mig at være en smule arrogant, synes jeg også, det er fortjent med det år, jeg har haft.
- Nu, hvor det er gået meget bedre i denne sæson, kan man godt grine lidt ad det, der skete sidste år. Det er en 180 graders vending i forhold til, hvor jeg stod for 12 måneder siden.
- Mine holdkammerater har da også lavet lidt sjov med, at situationen er en helt anden nu, end den var for et år siden, fortæller han med et grin.

Men hvordan kan det overhovedet lade sig gøre at gennemgå så voldsom en udvikling i løbet af så kort en tidsperiode?
Selv peger Nicolas Madsen på flere forskellige faktorer.
- Min familie har været der rigtig meget for mig, og jeg talte med min agent flere gange dagligt. Mine holdkammerater har også været rigtig gode til at støtte mig.
- Derudover har jeg flere gange om ugen talt med vores CEO om, hvordan jeg havde det. Det tror jeg ikke, man finder mange steder. Fodboldverdenen er meget hård og kontant, så det blev jeg overrasket over.
- Det har helt sikkert været med til, at jeg har troet 100 procent på det. Jeg har kunnet mærke, at klubben har troet på mig, og det har været en fed følelse, siger danskeren.
QPR tog i 2024 fusen på de fleste, da man valgte at ansætte den blot 26-årige Christian Nourry som CEO.
Han regnes fortsat for at være en af de yngste topchefer i engelsk fodbold og har altså spillet en massiv rolle i Nicolas Madsens succes.
En stor del af det
Cheftræner Julien Stéphan har desuden også haft en kæmpe betydning for fynboen, som virkelig føler sig værdsat og hørt.
- Vi fik jo ny træner før denne sæson, og uden at der skal gå alt for meget røvslikkeri i den, synes jeg, at jeg har et virkelig godt forhold til ham.
- Han er en meget stor del af, at jeg har haft så god en sæson. Jeg er en type, der sætter stor pris på ærlige mennesker, god dialog og kemi.
- Det har jeg både med vores træner og vores CEO. Træneren har virkelig forstået mig - både som person og som spiller, fortæller han.
Nicolas Madsen peger desuden på, at han i denne sæson er blevet rykket en tand længere tilbage på banen, hvilket har været med til at løfte hans spil.

Premier League
En ny sæson banker nu på døren, og med gennembruddet følger der også nye ambitioner for den 26-årige dansker.
Men hvor ser han sig selv henne, når kalenderen rammer 2027?
For Nicolas Madsen har sæsonen ikke bare ændret hans status i Queens Park Rangers - den har også rykket ved målsætningerne, fortæller han.
- Jeg havde en masse mål før denne sæson, som jeg har opfyldt, så nu bliver det selvfølgelig justeret. Min ambition er at være med til at gøre holdet mere konkurrencedygtigt.
- På klubbens vegne er ambitionen helt klart at komme op på de sjove pladser i top-8. Vi har et godt hold, så det er bestemt muligt.
Personligt tager han dog fortsat tingene skridt for skridt, men lægger ikke skjul på, at han sigter højt.
- Mit næste mål er at blive en af de bedste i ligaen, og det, synes jeg ikke, er urealistisk. Jeg kan ikke se, hvorfor det ikke skulle kunne lade sig gøre.
- Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg gerne vil nå så langt som muligt. Den store drøm er stadig Premier League, og jeg håber, den kan blive opfyldt med QPR, slutter han.
Nicolas Madsen har kontrakt med traditionsklubben frem til sommeren 2029 og står indtil videre noteret for 73 optrædener.
Undervejs er det blevet til seks mål og ni oplæg for den danske midtbaneprofil.


Queens Park Rangers
Championship
































