

Det er blot et halvt års tid siden, at Kasper Junker skiftede til thailandske Buriram United, hvor han satte sin signatur på en kontrakt frem til sommeren 2027.
Siden blev det dog blot til tre optrædener for den thailandske klub, og nu er angriberen tilbage i Danmark, hvor han søndag scorede for Randers i 2-0-sejren over Lyngby.
Efter kampen spurgte Bold angriberen ind til, hvorfor det ikke blev til flere kampe i Thailand.
- Det er jo lidt sjovt, fordi de har en masse udlændinge, der er registreret til forskellige turneringer.
- Jeg blev hentet ind og skulle udelukkende registreres til den asiatiske Champions League.
- Der var måske fire af de kampe resten af året, da jeg kom til holdet, så de hentede mig kun til fire kampe, siger Junker.
Artiklen fortsætter efter billedet

Angriberen fandt meget sent ud af, at det nok ikke ville blive til mange kampe for den thailandske klub.
- Jeg fandt først ud af det, lige inden at jeg skrev under, så det var ikke sådan, at jeg vidste det i starten.
- Da jeg havde sagt ja og skulle til lægetjek, fandt jeg ud af det. Så det var sådan lidt, at jeg tænkte: "Okay, nu er vi hernede, og det bliver godt alligevel."
- Jeg skrev en kontrakt på halvandet år, og så havde jeg et halvt år, hvor jeg kunne lære tingene at kende, og så kunne jeg bagefter spille med i ligaen og i de andre turneringer.
- Så var jeg dernede og fik ikke rigtig spillet. De hentede mange nye udlændinge, og jeg vidste ikke helt, hvordan det ville blive, siger Junker.
Derfor skulle angriberen tage en beslutning, da Randers kom på banen denne sommer.
- Så kom muligheden i Randers, og jeg vidste ikke, om den mulighed ville komme igen. Jeg kunne godt være blevet og prøvet i et halvt år for at finde ud af, om det ville blive godt eller ej.
- Men hvis det var endt skidt, og jeg stod i vinter, vidste jeg ikke, om muligheden i Randers ville komme, siger angriberen.
Fortryder du skiftet på bagkant?
- Nej, for det var til sidst i vinduet, og jeg ville heller ikke stå uden klub, når vinduet lukkede.
- Jeg ville ikke stå i en situation, hvor jeg stod uden klub i et halvt år. Det var også en rigtig god klub, der er velrespekteret i Asien.
- Det var en sindssygt spændende udfordring, så jeg fortryder på ingen måde.
- Jeg havde også en supergod tid der, og jeg kan kun snakke godt om det. Det er helt sikkert også noget, hvor jeg tænker tilbage og tænker, at jeg har lært en masse, siger Junker.
Junker har tidligere spillet i Bodø/Glimt, FC Fredericia, AGF og AC Horsens samt japanske Urawa Red Diamonds og Nagoya Grampus.

Superliga-transfernes pokerspil
Ugens Suppe | Afsnit 4Der er ingen vej tilbage til Sønderjyske for Magnus Jensen, efter han har forsøgt at presse et skifte til FC Midtjylland igennem. Vi diskuterer Superliga-transfernes pokerspil.
Læs mere
Randers FC
3F Superliga




































