Rasmus Bertelsen har vinket farvel til to af sine tro væbnere.
Michael Ravn er draget mod FC Midtjylland, hvor han overtager ansvaret for standardsituationerne, mens Fatah Abdirahman er ny cheftræner i Sønderjyske.
Bertelsen har aldrig lagt skjul på sin store begejstring for samarbejdet med sine to nu tidligere assistenter, og derfor skal han vænne sig til, at den nye sæson bliver uden Ravn og Abdirahman.
Det fortæller Randers-cheftræneren til Bold
- Det bliver specielt. Det er ikke bare to tilfældige assistenttrænere, men to personer - nu skal jeg nok passe på med at kalde dem knægte -, som jeg begge har kendt, siden de var meget unge. Det gør de heller ikke mindre specielt, at det sker inden for en uges tid.
- Ravn har næsten været i Randers ligeså længe, som jeg selv har. Vi har arbejdet meget sammen, mens jeg også har guidet ham lidt. Fatah kender jeg jo fra nærmest tusind år tilbage. Helt tilbage fra Skovbakken IK’s U13-hold, mindes Randers-bossen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Som Rasmus Bertelsen fortalte i pressemeddelelsen, der offentliggjorde salget af Fatah Abdirahman, græder han med det ene øje og smiler med det andet.
Randers-chefen ser nemlig Superliga-konkurrenternes interesse som et kvalitetsstempel.
- Jeg ser det som en blåstempling af vores arbejde og sammensætningen af vores team. Sidste sæson er lidt svær at prale af, for der var meget, der ikke gik, som det skulle.
- Men sæsonen før sluttede vi på fjerdepladsen og spillede om bronze frem til et sidste runde. Det var et trænerteam med mig, Ravn, Fatah og selvfølgelig også Janus Drachmann og resten af staben.
- Vi har taget rejsen op på det øverste nationale niveau sammen, og det fortæller også lidt om den måde, som vi har arbejdet på - og kvaliteten. Det er derfor, at der er efterspørgsel på dem nu.
Nyt blod
Tidligere torsdag offentliggjorde Randers, at assistenttræner Okan Atas forlænger sin aftale og får et større ansvarsområde.
Randers-fodbolddirektør Søren Pedersen er derudover i fuldt gang med hente nye kræfter ind udefra til teamet under cheftræner Rasmus Bertelsen.
I den forbindelse kunne Bertelsen godt tænke sig, at der kom noget ny inspiration ind, som der gjorde med netop Fatah Abdirahman.
- Vi skal i hvert fald have én ny ind, som Søren også har sagt. Man kan godt flytte lidt rundt og erstatte en enkelt mand, men når det er to, så er det vigtigt, at vi får noget nyt blod ind.
- Det er også en måde, hvorpå jeg holder mig selv skarp på - ved at tage nogen ind, som har nogle andre metoder og måder at anskue spillet på. Det var noget af det geniale ved Fatah.
- Vi havde den gode personlige relation, men han havde også rygsækken fyldt at sit arbejde i særligt Right to Dream og FC Nordsjællands systemer.
- Det var fedt for mig at få ny inspiration på den måde, og jeg kunne godt tænke mig at kigge på noget af det samme i denne omgang, siger Bertelsen afsluttende.
Michael Ravn blev ansat i Randers FC i 2013 og nåede blandt andet at være træner for klubbens U13-, U14-, U15- og U17-hold.
Fra april 2023 var Michael Ravn en del af Rasmus Bertelsens stab omkring Superliga-holdet, hvor han blandt andet havde ansvaret for dødboldene.
Fatah Abdirahman vendte tilbage til Randers FC i sommeren 2023 efter tidligere at have været ungdomstræner i klubben fra 2010 til 2015. Efter sin tilbagevenden var han ligeledes assistenttræner under Bertelsen.
Randers FC tager hul på den nye Superliga-sæson den 26. juli, når Silkeborg IF kommer på besøg.

VM Morgenbriefing: Sverige overlever - Tyskland snubler
Hattrick | Afsnit 122I nat blev endnu fire nationer klar til knockoutfasen ved VM.
Læs mere
Randers FC
3F Superliga



































