Salgsprocessen i Randers FC ligner ét af historiens længste maratonløb.
For et salg af fodboldflagskibet i Kronjylland har stået på i årevis.
I slutningen af 2023 bekræftede bestyrelsesformand Svend Lynge Jørgensen, at klubben var i dialog med udenlandske investorer. Det handlede primært om interesse fra England og USA.
Salgsprocessen fortsatte i 2024, hvor klubben i efteråret 2024 faktisk bekræftede, at man havde underskrevet en hensigtserklæring med en mulig investor.
Efter et sammenbrud med en amerikansk investorgruppe besluttede klubbens bestyrelse i juni 2025 at indstille jagten på nye investorer for i stedet at fokusere på en treårsplan, hvor målsætningen var fortsat sportslig fremdrift.
Snart i mål
Men de planer blev ændret i 2026, hvor det er kommet frem, at Randers FC igen er i forhandlinger om et salg.
Artiklen fortsætter efter billedet

Og nu er maratonforløbet ved at nå målstregen: For klubben er tæt på at blive solgt, erfarer Bold.
Randers FC bekræftede i april, at klubben var i forhandlinger med en potentiel investor.
Det meldte klubben ud på baggrund af, at Randers Amtsavis fortalte, at Randers var i dialog med japanske investorer om et muligt salg af klubben.
Som Bold forstår det, er det ganske rigtigt japanere, der snart ventes at gøre sit indtog i Randers FC og dansk fodbold.
Tirsdag er der bestyrelsesmøde i Randers FC, hvor det ventes, at planen for japanernes overtagelse skal præsenteres og formentlig diskuteres blandt de fire bestyrelsesmedlemmer i Randers FC Holding.
Svend Lynge Jørgensen, Erik Busk Jensen, Jens Petri Petersen og Per Hastrup er dem, der træffer beslutningerne i Randers FC Holding. Svend Lynge Jørgensen har siddet som formand siden 2007.
Der er i omegnen af 500 private aktionærer i Randers FC Holding. Og det er i princippet dem, der reelt ejer superligaklubben.
Proces er i gang
Nu har processen kørt over tre år i Kronjylland, hvor man i flere tilfælde har været tæt på en aftale, der siden er endt med at kollapse.
Derfor er der naturligvis ingen jubel i Randers FC, før en aftale er underskrevet. Men man er denne gang tæt på målstregen.
Nu skal Divisionsforeningen involveres i processen, fordi det er dem, der udelukkende kan godkende de nye ejere.
Regelsæt forhindrer lyssky ejerskaber
Det er fire år siden, at Divisionsforeningen indførte et nyt regelsæt i forhold til ejerskaber i danske fodboldklubber.
Det er hensigten, at man skal kontrollere og fange mulige ejere, som ikke har økonomien eller de gode hensigter, når de skal investere i en dansk fodboldklub.
Vi så det i foråret 2024, da Cagdas Senyürek ville købe Vejle, men en handel kollapsede blandt andet fordi han ikke kunne godkendes af det interne system, som Divisionsforeningen har indført.
Regelsættet, som gælder for både danskere og udlændinge, handler om, at mulige ejere skal undersøges for en række forhold.
Den pågældende klub kan miste kontrakttilladelsen, hvis en mulig køber af en klub:
* Er straffet for økonomisk kriminalitet så som hvidvask eller skatteunddragelse.
* Er i konkurskarantæne eller i øvrigt har væsentlig og omfattende konkurshistorik.
* Har væsentlig indflydelse i et bettingselskab.
* Er registreret som fodboldagent eller ejer en fodboldagentvirksomhed.
* Er underlagt ultimativ kontrol af en nationalstat.
* Har aktiviteter i lande placeret højt på diverse indekser for korruption, hvidvask eller terrorfinansiering.
En mulig køber kan også diskvalificeres, hvis der eksisterer en væsentlig risiko for turneringens integritet og omdømme.
Derudover kan en køber også diskvalificeres, hvis øvrige forhold giver “væsentlig risiko for fodboldens og turneringernes integritet eller omdømme”.
Divisionsforeningen kan også kræve et møde med en potentiel ny ejer af en klub.
Det kan ske, før en aftale er underskrevet, men ofte sker den slags i form af en dispensation, så et ejerskifte ikke svækker en klub i et givent transfervindue, som vi befinder os i lige nu.
En ny ejerkreds får en given periode til at bringe en række forhold i orden.
Sker det ikke inden for tidsfristen, ryger retten til at skrive kontrakter. Og det lukker naturligt forretningen.
Godkendelse af ejerskaber blev ændret i 2022, hvor Divisionsforeningen ville have bedre kontrol og sikre sig ejernes hensigter, når de købte sig ind i danske klubber.
Hverken formanden for Randers FC Holding A/S, Svend Lynge Jørgensen, eller fodbolddirektør Søren Pedersen har ønsket at kommentere på Bolds historie.

Make VM Great Again: Så er vi i gang!
Drømmeklubben | Afsnit 2De første VM-kampe er blevet spillet, og Drømmeklubben vender hele molevitten med flere nye favoritter i blandt.
Læs mere

Randers FC
3F Superliga




































