I onsdagens TÆT PÅ-afsnit er Jonas Kamper gæst hos vært Sara Margren, og her zoomer de ind på Randers FC's dramatiske nedrykning i 2011.
Randers endte med at rykke ned i allersidste spillerunde, efter Esbjergs Tim Janssen scorede til 2-2 kort før tid.
Jonas Kamper husker især, hvordan daværende direktør i Randers, Jacob Nielsen, holdt en opsigtsvækkende tale efter den store fiasko.
- Der er flere, der sidder og hulker med tårer i øjnene, og som virkelig er berørte af det her, inklusiv mig selv, fortæller Jonas Kamper i TÆT PÅ.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Der er virkelig dårlig stemning, da vi kommer op i loungen. Ingen tør sige et ord. Jacob Nielsen holder en dundertale og slutter af med at sige, at vi kan lige vove på, at en spiller eller en agent ringer til ham, fordi vi gerne vil væk, for så flår han hovedet af os.
- Så stirrer han ind i øjnene på alle én ad gangen. Han peger og kigger os dybt i øjnene. Der er ingen, der siger et ord.
- Det udtryk og blik i Jacob Nielsens øjne glemmer jeg fandeme aldrig. Han kunne have slået os alle sammen ihjel.
Du kan lytte til TÆT PÅ i Spotify, Apple Podcasts eller hvor du normalt lytter til podcasts.