Opdateret: I en tidligere version af artiklen fremgik det, at Ronaldinho efter alt at dømme skulle spille ligakampe for Ravenna, men det har klubbens vicepræsident siden præciseret ikke passede.
Ronaldinho lagde støvlerne på hylden i 2015 efter en periode på kontrakt i Rio-klubben Fluminense.
Siden har han købt sig ind i Greenville Triumph og Greenville Liberty i USA samt tilbragt en periode i et paraguayansk fængsel for dokumentforfalskning.
Hidtil har intet antydet, at den ikoniske brasilianer ville vende tilbage til grønsværen, men efter en højst overraskende melding fra den tidligere Barcelona-stjerne selv, blev fodboldverdenen sat på den anden ende denne weekend.
Således lød det til, at Ronaldinho ville blive præsenteret som ny Ravenna-spiller til et storstilet i Miami i den kommende uge.
Brasilianeren får da også både en aktieandel og en formel præsentation i Emilia-Romagna-klubben, som er ejet af den velhavende venetianske Cipriani-familie, men han skal altså ikke spille ligakampe for klubben.
- Ronaldinho kommer til at være med ved et marketing-event sammen med os, men han kommer ikke til at spille i Serie C i næste sæson. Han er 46 år, men jeg ville ønske, at han stadig var i form til at spille, understregede klubbens vicepræsident, Ariedo Braida lørdag formiddag i en udtalelse til Tuttosport.
Mediet erfarer, at brasilianeren stadig underskriver en kontrakt, men hvad denne indeholder, er uvist.
Ronaldinho udtalte ellers selv følgende i et citat bragt af Gazzetta dello Sport om det forestående 'skifte':
- Jeg kan ikke vente med at danse med bolden igen og skrive et nyt kapitel sammen med Ignazio og hele Cipriani-familien.
- Fodbold har altid været en kilde til glæde for mig, og den samme glæde vil jeg bringe med til Ravenna.
Ravenna sluttede på en tredjeplads i Serie C's Gruppe B sidste sæson. I alt 60 klubber spiller i den tredjebedste italienske række fordelt over tre grupper.


Serie C
Ravenna


































